13 spørgsmål om 2004

For 12. gang indbyder Børn&Unge læserne til at bruge deres viden, intuition og spådomsevner. Giv svar på nedenstående spørgsmål og se tiden an frem til januar 2005. Til indsendere med flest rigtige besvarelser er der ædle druer: tre gange seks flasker rødvin af respektabel kvalitet. Kuponen, som også kan udfyldes på BUPL's hjemmeside - www.bupl.dk - skal være os i hænde senest mandag den 19. januar.

1) Når Danmark videre fra indledende runde ved EM i fodbold?

De rød-hvide er i gruppe med Italien, Sverige og Bulgarien. Vi lægger ud mod forhåndsfavoritterne fra Italien og har Sverige i sidste spillerunde. To hold går videre fra gruppespillet.



2) Kommer der kampvalg til forretningsudvalget på årets BUPL-kongres?

Det er efterhånden blevet en - god - tradition i fagbevægelsen, at der er kamp om førertrøjerne, så måske de delegerede på BUPL-kongressen også får noget af vælge imellem.



3) Bliver Esbjerg dansk mester i fodbold?

Eksperterne forventer, at det endnu en gang bliver et opgør mellem Brøndby og FCK, men den virkelige sagkundskab - det er undertegnede - har så meget fidus til esbjergenserne, at han har besluttet at sætte en plovmand på dem som kommende mestre.



4) Rammes de danske kyster af et alvorligt olieudslip?

Mange flere olietankere sejler gennem de danske farvande, efter at russerne har åbnet en ny udskibningshavn ved Skt. Petersborg (tidl. Leningrad). Bådene er ikke alle sammen i fineste stand.



5) Genvælges George W. Bush som USA's præsident?

Det må man ikke håbe, men alt kan åbenbart lade sig gøre i Guds eget land. I 2000 var det USA's Højesteret, som sikrede Bush embedet, selv om han fik færre stemmer end modkandidat Al Gore. Valget står 2. november.



6) Går Anders Fogh Rasmussen af som statsminister?

Dansk Folkeparti elsker rollen som regeringsbærende støtteparti, så der skal meget til, før pianisterne fyrer chefdirigenten. Bemærk dog, at Fogh Rasmussen i sin tid blev sat fra bestillingen som skatteminister i en af Schlüters regeringer på grund af lige lovlig kreativ bogføring.



7) Underskriver Israel en aftale med det palæstinensiske selvstyre?

Man har lov at håbe, men at tro på det som en realistisk mulighed er svært, når konfliktens stærke part - Israel og USA - nægter at anerkende Yassir Arafat som palæstinensernes legitime leder.



8) Reduceres antallet af kommuner til under 100?

Den såkaldte strukturkommission afgiver betænkning først i det nye år, og straks derefter tages politiske initiativer. Dagsordenen lyder på færre og større kommuner.



9) Starter USA endnu en krig?

Nu går det ikke for godt for amerikanerne og deres blandt andet danske allierede nede i Irak. Problemer er der også stadigvæk i Afghanistan. Det kunne tale for en vis tilbageholdenhed, men det er valgår i USA, så måske får araberne alligevel et pulver. Sigtekornet er rettet mod Syrien.



10) Indføres bødestraf for at hente børn efter lukketid?

Kommunernes Landsforening har bedt socialministeren skaffe en lovhjemmel, så kommunerne kan komme efter forældre, som gang efter gang henter deres børn for sent i dagtilbud.



11) Vinder Danmark flere end fire guldmedaljer ved OL?

Legene er tilbage, hvor de startede - Athen i Grækenland. Fire guldmedaljer til danske atleter, nej, den tror vi sgu ikke på.



12) Står Københavns nye opera klar tid tiden?

I så fald skal håndværkerne være ude af vagten inden 1. oktober 2004, og det lader sig med lidt rettidig omhu nok gøre.



13) Yngler sangsvanen atter i Danmark?

I Nordjylland blev der i 2003 opfostret et kuld på fem unger. Det var første gang i historisk tid, at denne oprindeligt arktiske svanefugl ynglede i Danmark.





13 rigtige svar om 2003

De korrekte svar på sidste års konkurrence:



1) Ja, Danmark kvalificerede sig til EM-slutrunden i fodbold

2) Ja, kronprinsen blev forlovet

3) Nej, freden kom ikke til Tjetjenien

4) Ja, krigen kom til Irak

5) Ja, der blev indkaldt til ekstraordinær BUPL-kongres

6) Ja, skattestoppet blev forlænger til også at gælde i 2004

7) Nej, Danmark fik ikke et nyt dagblad

8) Nej, Osama bin Laden fik ikke ram på George W. Bush

9) Ja, Ariel Sharon blev genvalgt

10) Nej, det cubanske kommunistparti (PCC) fik ikke over 95 procent af stemmerne

11) Nej, ingen dansk rytter i top 10 i Tour de France

12) Nej, PMF gik ikke i fusionsforhandling med FOA

13) Ja, beskatningen af Nordsø-olien blev skærpet - en smule



Der indkom 458 besvarelser, hvilket er ny rekord.

For anden gang i historien havde en tipper - denne gang Jan Park fra Solrød Strand - 13 rigtige, men 11 personer havde 12 rigtige



Vinderne blev:

Jan Park, Emmerparken 24, 2680 Solrød Strand

Sacha Popovic, Mimersgade 50, 2200 København N

Rene Christiansen, Karlstoftevænget 25, 4870 Rødby

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.