Uærligt at tale om uændret service

Regeringen og kommunernes aftale om nulvækst dækker over massive nedskæringer, mener BUPL's formand.

Der var ikke mange penge at rutte med, da finansminister Claus Hjorth Frederiksen (V) og Kommunernes Landsforening (KL) forhandlede en økonomiaftale på plads lørdag i sidste uge. Slutresultatet var en aftale om, at kommunernes økonomi skal have nulvækst næste år.

Men der står et stort minus på kontoen, inden kommunerne kommer i nærheden af nulvækst. Aftalen om kommunernes økonomi for 2011 tager nemlig udgangspunkt i budgetterne for 2009 og 2010, hvor det har vist sig, at kommunerne har overskredet budgetterne med med fire milliarder kroner. 



Det er disse milliarder, som kommunerne skal finde først.

På den baggrund fastslår BUPL's formand, Henning Pedersen, at ordet 'nulvækst' dækker over, at kommunerne skal skære kraftigt ned på velfærden. Derfor er det efter hans mening uærligt af regeringen og KL at tale om uændret service.

"Regeringens genopretningsplan, som ligger til grund for økonomiaftalen, har dikteret kommuneaftalen fuldstændigt og afslører en eklatant mangel på forståelse for kommunernes situation. Der er ikke en krone ekstra til de eskalerende udgifter på specialområdet og ikke en krone til at kompensere for den demografiske udvikling. Borgerne kommer til at stå tilbage med sorteper i form af dårligere daginstitutioner og dårligere skoler," siger Henning Pedersen.



BUPL kan allerede nu rapportere om fyringsrunder overalt i landet.

"For de hundredvis af pædagoger, som allerede har modtaget en fyreseddel eller har truslen hængende over hovedet, må det være stærkt provokerende at høre KL og finansministeren tale om uændret og super service næste år. Realiteten er kortsynede besparelser på børn, som bliver dyre i længden," siger Henning Pedersen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.