Sverige - Kontingentet kom tilbage på selvangivelsen
Lønmodtagere kan vanskeligt slippe afsted med at snyde i skat. Derimod findes der åbenbart måder, hvis man er arbejdsgiver. Det førte ved årsskiftet til, at man i Sverige igen indførte retten til at trække fagforeningskontingentet fra på selvangivelsen.
Da den daværende borgerlige, svenske regering i 80'erne fjernede fradragsretten, gjorde den et stort nummer ud af, at indgrebet ikke bare var rettet mod lønmodtagerners faglige kontingenter, men også gjaldt arbejdsgivernes bidrag til deres intersseorganisationer. Lige for lige.
Virkeligheden viste sig imidlertid at være en anden. Mens det nemlig for lønmodtagerne var slut med at trække noget som helst fra, fandt arbejdsgiverne sagtens ud af at få udgifterne posteret, så de fortsat var fradragsberettigede.
Uretfærdigheden blev med tiden så åbenbar, at den ny socialdemokratiske regering i 1999 nedsatte en komite til at undersøge forholdene. Ud af arbejdet kom det forslag om at genindføre fradragsretten for både lønmodtagere og arbejdsgivere, som er trådt i kraft her ved årsskiftet.
Forslaget indebærer for lønmodtagerne, at de kan trække en fjerdedel af det faglige kontingent fra. Samtidig er der dog sket den ændring, at kun 40 procent af bidraget til a-kassen kan trækkes fra. Det har hidtil har været fuldt fradragsberettiget. Da a-kassebidraget er på beskedne 72 kroner om måneden, indebærer omlægningen samlet set en årlig skattebesparelse på omkring 1000 kroner.
Hos fagbevægelsen på den danske side af Øresund har der ved udsigten til en borgerlig regering været nervøsitet for, om den kunne finde på at følge det svenske eksempel fra 80'erne. Både Venstre og Konservative har nemlig tidligere tilkendegivet, at medlemskab af en faglig organisation sådan set ikke kom folks skattebillet ved. Det standpunkt har Konservative stadigvæk, hvorimod Venstre - seniorpartneren i den nye regering - tilsyneladende har skiftet mening. Hverken af regeringsprogrammet "Vækst, Velfærd, Fornyelse" eller lovgivningskataloget "Regeringens første 100 dage" fremgår det, at der skulle være planer om at pille ved fagforeningskontingentets status som en udgift, der kan trækkes fra i skat, fordi den anses for at være vital for lønmodtagerens mulighed for, som det hedder, "at sikre, vedligeholde og erhverve indkomst".
En væsentlig grund til Venstres storsind kan være, at partiet højt og helligt har lovet vælgerne et skattestop.