Slettet fra listen

Børnepsykiater Per Hove Thomsen blev slettet fra Lægemiddelstyrelsens liste over læger, der samarbejder med medicinalindustrien. Men det var en fejl.

Den indflydelsesrige børnepsykiater Per Hove Thomsen blev slettet fra Lægemiddelstyrelsens liste over læger, der samarbejder med medicinalindustrien. Det skete i marts i år. Men efter at Børn&Unge har henvendt sig om sagen, er Per Hove Thomsen atter tilbage på listen. Det skete den 2. august.

Per Hove Thomsen har fortsat tætte forbindelser til medicinalindustrien, men han afviser, at han har forsøgt at undgå at stå på listen.

"Jeg har korresponderet med Lægemiddelstyrelsen og gjort klart, at jeg ønsker at stå på listen, fordi jeg er opinionsdanner. Men jeg udskriver stort set ingen medicin," siger Per Hove Thomsen, der er professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet og overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov.



Farlig cocktail. Lægemiddelstyrelsen offentliggør og opdaterer hvert halve år en liste over læger, som er tilknyttet eller ansat i en medicinalvirksomhed. Uvildig lægegerning og arbejde for medicinalindustrien kan være en farlig cocktail. Derfor kræver loven, at læger skal have tilladelse, hvis de vil arbejde for medicinalvirksomheder, samtidig med at de ordinerer medicin i det offentlige sundhedsvæsen. Loven skal sikre, at læger ikke lader sig påvirke, når de udskriver medicin.

Men Per Hove Thomsen blev slettet af listen, til trods for at han både nu og tidligere har haft tætte forbindelser til medicinalindustrien. Det skete med den begrundelse, at Per Hove Thomsen ikke selv udskriver medicin. Da Børn&Unge tjekkede Lægemiddelstyrelsens liste i juli, figurerede Per Hove Thomsen ikke på den. Af en liste fra september 2009, som Børn&Unge er i besiddelse af, fremgår det ellers, at Per Hove Thomsen har indgået aftaler med flere medicinalvirksomheder. Disse aftaler løber frem til 2012 og 2013. Derfor burde børnepsykiateren have stået på listen. 

Da Børn&Unge henvendte sig til Lægemiddelstyrelsen om sagen, havde styrelsen ikke umiddelbart nogen forklaring på, at børnepsykiateren var slettet af listen. 

"Vi er ved at undersøge, om det var en fejl, at Per Hove Thomsen blev slettet fra listen," hedder det i en mail til Børn&Unge fra den 30. juli.



Både og. Per Hove Thomsen har opgivet noget modsatrettede oplysninger. Det fremgår af en e-mail-korrespondance mellem Lægemiddelstyrelsen og Per Hove Thomsen, som Børn&Unge har fået aktindsigt i. På den ene side ønsker han at stå på listen og begrunder det med, at han som overlæge har stor indflydelse på ordination af medicin. Men på den anden side gør han opmærksom på, at han ikke bør figurere på listen, fordi han ikke selv udskriver medicin.

"Jeg ser ingen egne patienter og udskriver derfor ingen recepter, fraset måske en eller to om året. Således falder jeg formentlig ikke inden for den kategori af læger, som skal optræde på Lægemiddelstyrelsens liste," skriver han i en mail fra den 28. januar.

Derefter meddeler styrelsen Per Hove Thomsen i en mail fra den 11. marts, at han vil blive fjernet fra listen. 

"Vi vil den 18. marts 2010 slette disse tilladelser fra internetlisten, medmindre vi hører andet fra dig," svarer Lægemiddelstyrelsen.



Hul i loven. Det undrer praktiserende psykolog Michael Kaster, der også er børnesagkyndig rådgiver ved Statsforvaltningerne, at det overhovedet kan komme på tale at fjerne Per Hove Thomsen fra listen med den begrundelse, at han ikke ser egne patienter. Børnepsykiateren fra Århus er i front, når der skal udarbejdes vejledninger og retningslinjer for behandling af børn med ADHD eller andre psykiske forstyrrelser. Han har på den måde stor indflydelse på brugen af medicin. 

"Det lyder, som om der er tale om et alvorligt hul i lovgivningen. Som det er nu, kan en læge, der er på medicinalvirksomhedernes lønningslister, i ro og mag - og uden nogens vidende - udforme officielle behandlingsvejledninger, hvor han anbefaler netop den medicin, som bliver produceret af de virksomheder, han modtager en del af sin løn fra," siger Michael Kaster.



Tilbage på listen. Nu er Per Hove Thomsen tilbage på listen. Det kom han den 2. august, hvor Lægemiddelstyrelsen efter Børn&Unges 

henvendelse helt ekstraordinært opdaterede sin liste over læger, der samarbejder med industrien. Det gør de ellers kun i januar og juli. 

"Vi kan se, at der er sket en fejl. Vi har nu været i kontakt med Per Hove Thomsen, og han har oplyst, at han i få tilfælde årligt ordinerer lægemidler til patienter som led i sit arbejde på Århus Universitetshospital," forklarer specialkonsulent i Lægemiddelstyrelsen Morten Dahl Nielsen

Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor Per Hove Thomsen ikke selv har henvendt sig til styrelsen. I mailen fra den 11. marts opfordrer styrelsen jo Per Hove Thomsen til at henvende sig.

"Jeg henvendte mig også til dem. Hvis ikke på mail, så på telefon. For jeg ønsker størst mulig åbenhed om mine relationer," siger Per Hove Thomsen i dag.

Der er dog ingen af de akter, Børn&Unge har fået udleveret, som viser, at Per Hove Thomsen skulle have reageret på styrelsens opfordring fra den 11. marts.



Tabte oplysninger. Listen over læger, der samarbejder med medicinalindustrien, er elektronisk. Og medmindre man selv har gemt eksemplarer, er det ikke muligt at se, hvordan tidligere versioner har set ud. På den måde risikerer en masse historik at gå tabt. Lægemiddelstyrelsen forsikrer dog, at en del af oplysningerne er gemt.

"Vi gemmer oplysninger om hver enkelt læges tilknytningsforhold, og vi er i nogen udstrækning i stand til at genskabe gamle lister fra hjemmesiden. Hvis nogen måtte ønske at få at vide, om en bestemt læge har haft tilladelse til at have tilknytning til en lægemiddelvirksomhed, er vi i stand til at finde ud af det," oplyser Morten Dahl 

Nielsen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.