Skolepædagoger på lærerløn
Skive-kendelsen, som fastslog BUPLs ret til at organisere undervisende skolepædagoger, var ikke bare en vigtig sejr for BUPL. Som en direkte konsekvens af kendelsen får de berørte pædagoger - ikke bare i Skive, men overalt, hvor pædagoger har den slags funktioner - nu også en kontant forbedring af deres løn- og arbejdsvilkår.
Ud over at afgøre en grænsestrid mellem BUPL og Danmarks Lærerforening, blev det nemlig i kendelsen fastslået, at pædagoger med såkaldte aktivitetstimer i indskolingen "ikke kan stilles ringere end, hvad der følger af overenskomsten mellem Lærernes Centralorganisation og Kommunernes Landsforening".
Begrundelsen var, at det, der foregår i aktivitetstimerne, er undervisning i lovens forstand, hvorfor det også skal honoreres som sådan.
Efter forhandling mellem BUPL og Kommunernes Landsforening er påbudet nu omsat i realiteter og bliver indarbejdet i pædagogoverenskomsten, hvis ellers BUPLs hovedbestyrelse i næste uge giver sin godkendelse.
Realiteterne er følgende:
Pædagoger, der i indskolingen/ skolestarten varetager obligatoriske timer, timer, som har et fagrelateret indhold og timer, som den pågældende har eneansvar for, får et løntillæg, ligesom der sker en timeomregning, således at en lektion på 45 minutter tæller som 1,5 tilsynstime.
For hver tilsynstime i 1., 2. og 3. klasse gives et tillæg på 15,00 kroner, mens det for timer i børnehaveklassen er på 7,50 kroner. Tillægget, som her er opgivet i 31. marts 2000-niveau og derfor faktisk er højere i dag, ydes med tilbagevirkende kraft fra indeværende skoleårs begyndelse. Aftalen indebærer også, at pædagogerne for den del af deres løn, som betales for undervisningsopgaver, får en højere pension.