Sådan kommer du i gang med studiet
Til februar begynder tusindvis af nye, forventningsfulde studerende på landets pædagoguddannelser. For de fleste giver studiestart sommerfugle i maven – og måske lidt ekstra nervøsitet. Nervøsitet skulle helst ikke overstige glæden over, at man som studerende står overfor 3,5 år med spændende faglige udfordringer i samvær med dygtige medstuderende på en af landets pædagoguddannelser.
Uanset hvor i landet man skal læse til pædagog, så er der nok at se til med indkøb af bøger og mails fra studiet allerede før studiestart. De mange mails indeholder informationer om alt det praktiske, som er værd at vide inden studiestart.
Studievejlederne på landets uddannelser gør, hvad de kan for at sammensætte en god studiestart med alle de praktiske informationer, men meget er også op til den enkelte selv, forklarer Susanne Tølbøl, studievejleder ved UCN.
»Vær åben overfor dine studiekammerater, og prøv at lave en god struktur på, hvordan dit studeliv skal se ud. Der kommer dage, hvor det hele føles kaotisk, men hvis du kommer godt fra start i både social og faglig kontekst, så er det lettere at holde de svære dage ud,« lyder hendes råd til de nye pædagogstuderende.
Der kommer uden tvivl svære dage i løbet af studietiden, men både tutorer, medstuderende, PLS (pædagogstuderenes organisation), vejledere og undervisere står klar til at hjælpe. Det kan tage tid at falde på plads på studiet, men det kommer hen ad vejen, siger Susanne Tølbøl.
»Giv dig tid til at blive og være studerende. Vær spørgende og åben. Find ud af, hvordan du studerer bedst. Så bliver det et godt liv som studerende, og det meste skal nok give sig selv hen ad vejen. Tillad lidt kaos en gang i mellem. Accepter det. Det kan ikke undgås,« siger hun.
Midt i kaos, forvirring og nervøsitet så har studievejleder Helle Johnsen fra VIA i Aarhus ét særligt vigtigt råd til de nye pædagogstuderende:
»Mit bedste råd er, at de skal glæde sig helt vildt! De skal glæde sig til 3,5 gode år med op- og nedture, men det er en fed uddannelse og en fantastisk profession.«
Vær forberedt
• Forventningsafstem. Mød eventuelt op på uddannelsen inden studiestart og tal med studerende, undervisere og vejledere, så du ved, hvad du går ind til. Pædagoguddannelsen vil formentligt være noget helt andet end din ungdomsuddannelse, så forbered dig på at skulle være studerende på en anden måde med blandt andet mere selvstudie og mindre kontrol, men også større forventninger til selvstændighed.
• Selvstudie vil fylde meget. På de fleste pædagoguddannelser stilles store krav til selvstudie. Selv om der måske kun står 17 undervisningstimer i dit skema, kan din reelle studietid være 40 timer, fordi der også skal bruges tid på gruppemøder, vejledning og læsning.
• Vær klar til gruppearbejde. Du kommer formentligt til at være i grupper med studerende, som arbejder helt anderledes, end du selv gør. Hvis du kan, så gør dig på forhånd overvejelser om, hvordan din studiestil er.
• Hold igen med studiearbejdet. Der vil være mange ’huller’ i dit skema, hvor der er krav til selvstudie. Derfor kan det være svært at skulle indpasse studiet med fritidsarbejde i starten. Hold det på et minimum, hvis du kan.
Gode råd fra en studerende
Annemette Hansen startede på pædagoguddannelsen i Aalborg tilbage i september. Hun har denne håndfuld gode råd til de nye studerende.
• Tag det, som det kommer. Tag det roligt – det er nyt for alle i den første tid. Det meste skal nok løse sig med tiden, så tag én dag ad gangen, og slip tøjlerne. Find din egen ro i kaos.
• Vær klar til selvstudier. Der er rigtig meget selvstudie på pædagoguddannelsen, og det kræver en høj grad af selvdisciplin.
• Kast dig ud i det. Selv om din uddannelse sender en del information ud inden studiestart, så er der også rigtigt meget, som du ikke kan forberede dig på, men bare er nødt til at springe ud i og være åben overfor.
• En ny start. Det er fælles for jer alle, at I er nye, så du kan selv være med til at påvirke andres syn på dig.
• Vær social. Særligt den første måned skal du være indstillet på, at der er rigtig mange sociale arrangementer. Afsæt tid til dem. Det er den bedste måde at få gode relationer på studiet.
• Giv plads. I din studiegruppe arbejder I måske på vidt forskellige måder, men giv plads til det hele, og italesæt det, som ikke fungerer. Eller spørg din vejleder om hjælp.
Når du er startet på pædagoguddannelsen
• Vær åben overfor dine nye studiekammerater. Du skal tilbringe de næste 3,5 år med dine medstuderende, så vær nysgerrig på dem. Det er med til at skabe et godt studiemiljø, hvilket er vigtigt for trivslen og læringen.
• Giv plads til kaos. Alt er nyt og anderledes, så lad være med at tro, at du kan det hele fra dag ét. Du er på uddannelsen for at lære både det faglige og det sociale.
• Giv lidt af dig selv. Hvis du kan overskue det, så engager dig i råd og foreninger eller bliv tutor. Du får et stort netværk og bliver en del af et fællesskab.
• Bed om hjælp. Lad være med at gå med problemer længe selv. Husk, at du formentligt ikke er alene med dine tanker, så få sagt det højt.
• Brug tutorerne. Din tutorer har selv været igennem studiestart for nylig, så de kender formentligt til mange af de problemer og overvejelser, som du går med. De kan både hjælpe med det faglige, det sociale eller med at finde rundt, hvis du er flyttet til en ny by. Ingen spørgsmål er for store eller små.
• Sæt dig ind i systemerne. Find ud af, hvor du finder skema, studieordningen – og få viderestillet din studiemail, så du altid er opdateret på al information om dit studie.
Hvad gør uddannelserne for at forberede til studiestart?
• Tutorer. Både hos UCN og VIA er der blevet sammensat et hold af dygtige tutorer, som sammensætter introdage, fester og hytteture. Derudover kan de også hjælpe med alt det praktiske omkring studieteknik og dit studieliv generelt.
• Din studiegruppe får tilknyttet en underviser, som også fungerer som vejleder. I kan bruge vedkommende til faglig sparring, men også hjælp til udfordringer i gruppen.
• Studiestartshæfter. På UCN bliver der sendt studiestartshæfter ud, hvor der blandt andet er rabat på billetter til Zoo og fodboldkampe, så de studerende har mulighed for at lave sociale ting sammen, som ikke omhandler fest.
3 ekstra tips - Hvis studiestarten er er svær
• Tal med dine medstuderende. Tit er det de samme ting, som fylder for dine studiekammerater, så prøv at hør i din studiegruppe.
• Gå til din vejleder. Der vil være en vejleder eller underviser tilknyttet til din studiegruppe. Vejlederen kan hjælpe med alt fra faglighed til gruppedynamik.
• Spørg studievejlederen om hjælp. Studievejlederen kan også hjælpe dig med at sætte struktur på dit studie og din studieteknik.
Kilder til denne guide: Helle Johnsen, studievejleder ved VIA og Susanne Tølbøl, studievejleder ved UCN