Kommunalvalg om børn

Det er vigtigt at blive ved med at understrege, at kvalitet i institutionerne ikke kun handler om pladser nok til alle børn, men også om plads nok til det enkelte barn.

Allerede nu er lokale politikere over hele landet begyndt at pudse argumenterne af og køre sig i stilling op til kommunalvalget den 21. november. Samtidig er det årlige tovtrækkeri mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen i fuld gang. De to parter skal i den nærmeste fremtid fastlægge rammerne for kommunernes økonomi for år 2002 - og dermed også for daginstitutioner, fritidshjem, skolefritidsordninger og klubber. 

For os, der på den ene eller anden måde har kvaliteten i institutionerne som vores arbejde - hvad enten vi arbejder som pædagoger eller klubfolk, i fagforeningerne eller forbundshuset - er det afgørende at følge med i, hvad KL, regeringen og de enkelte kommuner spiller ud med. Men det er også en proces, vi i høj grad skal blande os i.



KL's formand Anker Boye har anbefalet, at der flyttes midler fra daginstitutionerne til folkeskolen på grund af et muligt faldende antal af 0-6-årige de kommende år. 1,7 mia. kroner over otte år for at være helt præcis. Den politiske manøvre har BUPL flere gange lovet kamp til stregen, for daginstitutionerne har allerede været igennem voldsomme nedskæringer i forbindelse med pasningsgaranti og merindskrivning. 

I løbet af de sidste ti år er 50.000 af de børn, der i dag går i institution, faktisk indskrevet uden kompensation i personalet og de fleste steder også på den samme plads. 

Et muligt faldende børnetal er en historisk mulighed for at give børnene den plads tilbage, de har mistet i takt med merindskrivningen, og samtidig sikre tilstrækkeligt pædagogisk personale til, at både børn og voksne trives.

Tiden er ikke til nedskæringer, men til kvalitetsforbedringer i daginstitutioner, SFO'er, fritidshjem og klubber. Derfor skal KL, regeringen og den enkelte kommune sætte kvaliteten i institutionerne øverst på den politiske dagsorden.



Kommunalvalgskampen tager for alvor fart efter sommeren, og her vil BUPL sammen med PMF blande sig i debatterne og sætte fokus på kvaliteten i institutionerne i den enkelte kommune. 

Det er vigtigt at blive ved med at understrege, at kvalitet i institutionerne ikke kun handler om pladser nok til alle børn, men også om plads nok til det enkelte barn. 

At forældre-rettede servicetilbud som lange åbningstider ikke kan gøre det, men at kvalitet kræver, at det pædagogiske personale har tid nok til at sikre det enkelte barns udvikling og trivsel. At kvalitet vil sige, at rammerne er til stede for at I, der til daglig skal løse de pædagogiske opgaver, kan gøre det på en tilfredsstillende måde ikke bare for børnene og deres forældre, men også for jer selv.

Mere plads og mere tid til det enkelte barn koster, men det gør kvalitet. Det er KL's, regeringens og den enkelte kommunes opgave at finde de nødvendige midler. 

Og vores opgave til stadighed at minde dem om det.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.