2002-site til BUPL
Enkelhed, hurtighed og anvendelighed kendetegner BUPL's nye hjemmeside, som går i luften den 1. november 2002. Webredaktionen har gennemført en række brugertest blandt BUPL's medlemmer, og den nye http://www.bupl.dk vil imødekomme medlemmernes ønske om en hjemmeside, de kan anvende i deres dagligdag.
I stedet for at ringe eller skrive et brev til fagforeningen, kan mange dagligdagsproblemer nemt og hurtigt klares på den nye hjemmeside. Er en pædagog for eksempel blevet arbejdsløs, kan hun på hjemmesiden udfylde en ledighedserklæring, og hun kan søge et nyt job i jobbanken. Nyansatte pædagoger kan melde sig ind i den lokale fagforening. Studerende kan hente inspiration til deres speciale. Videbegærlige kan bestille BUPL's publikationer. Institutioner, der vil have deres legeplads sikkerhedsgodkendt, kan downloade arbejdspladsvurderingsskemaer. En leder kan finde råd til, hvordan man klarer en konfliktsituation. Og skal en pædagog på barsel, kan hun finde de rette pjecer på nettet, fortæller webredaktør
Gunhild Hune.
»På hjemmesiden favner vi alle de problemstillinger, medlemmerne sidder med, og står man med problemet, er det ofte hurtigere at finde en pjece eller et telefonnummer på nettet end lede i bunken inde på lederens kontor,« siger Gunhild Hune. På hjemmesiden finder man mange af de samme serviceydelser, som har eksisteret hidtil, men navigationen er blevet nemmere og hurtigere, mener Gunhild Hune. Presseklip kan man nu få tilsendt direkte på e-mail, og hjemmesidens hovedmenu, der tidligere var skjult, følger nu brugeren over alt. Lader man curseren glide hen over de i alt 15 kategorier, kan man hurtigt danne sig et overblik over undermenuerne.
»Når man har lært emnerne at kende, kan man på bare to klik finde det, man søgte,« siger Gunhild Hune.
Velkendte emner er TR, a-kassen, jobbanken og lokale fagforeninger. Andre emner er blevet omdøbt. For eksempel hedder ledelse nu lederarbejde.
»Så undgår man misforståelsen, at ledelse skulle handle om BUPL's ledelsespolitik i stedet for lederarbejdet ude i institutionerne,« siger Gunhild Hune.
Børn&Unges hjemmeside kan man stadig søge på, og under nye emner på http://www.bupl.dk som eksempelvis pædagogik og arbejdsmiljø er der links til relevante artikler i fagbladet. De forskellige emner på siden gør det muligt for brugerne at skabe deres helt personlige hjemmeside, mener Gunhild Hune.
»Vores mål har været at skabe en nærværende hjemmeside for både den nyuddannede, der skal ud og søge job, vuggestuepædagogen, der vil vide noget om for tidligt fødte børn, og for lederen, der skal forholde sig til en konflikt, hvor medarbejderne strejker. Hjemmesiden dækker allerede nu over mere end 1000 dokumenter, men den åbne og logisk opbyggede brugerflade gør det nemt at søge målrettet,« siger hun.
På bare et år er antallet af brugere steget fra 20.000 til 30.000 unikke brugere fordelt på tre måneder, og Gunhild Hune mener, at fremtidens pædagoger i endnu højere grad vil bruge mediet.
»Derfor er den nye http://www.bupl.dk en hjemmeside, hvor brugerne kan stille krav til dens fremtidige udseende. Den er starten på en videreudvikling imod større interaktion og dialog mellem BUPL og medlemmerne,« siger Gunhild Hune.