Arbejder du som vikar? Følg med i OK23
BUPL skal snart forhandle overenskomst for pædagogiske vikarer tilknyttet vikarbureauer.
Den nye overenskomst skal træde i kraft pr. 1. marts 2023, og forhandlingerne foregår mellem BUPL, FOA og Socialpædagogerne og på den anden side Dansk Erhverv som arbejdsgiverorganisation.
Den nye overenskomst danner rammen om dine løn- og ansættelsesvilkår som vikar de næste par år. Det gælder både, hvis du udelukkende arbejder som vikar, og hvis du arbejder som vikar ud over dit job som pædagog.
Konfliktunderstøttelse til medlemmer
Hvis der opstår konflikt under overenskomstforhandlingerne, kan du kun få konfliktunderstøttelse , hvis du er medlem af BUPL senest d. 1. januar 2023. Sig det videre til kolleger, der måske ikke er opmærksomme på tidsfristen.
BUPL vil gerne vide, om du arbejder som vikar. Hvis du kun arbejder som vikar, skal det vikarbureau, du er tilknyttet, fremgå som din arbejdsplads. Hvis du er tilknyttet et vikarbureau ved siden af et fast job, beder vi dig sende os en mail (læs mere i boksen nedenfor).
Deltag i digitalt møde
Vi afholder digitalt møde om OK23 for vikarer d. 9. januar 2023 kl. 17.30-18.30. Alle medlemmer af BUPL, som har oplyst, at de er tilknyttet et vikarbureau, inviteres med til mødet, hvor vi drøfter ønsker og krav til OK23.
Tjek dine oplysninger og følg med i OK23
Vi kan holde dig ajour og give dig mulighed for at bidrage til og stemme om OK23, hvis vi har oplysninger om, at du er tilknyttet et vikarbureau.
- Du kan tjekke, om BUPL har de rigtige oplysninger om dig på BUPL.dk under 'Mit BUPL'. Hvis du KUN arbejder som vikar i et vikarbureau, skal du angive vikarbureaet som din arbejdsplads.
- Hvis du derimod også er tilknyttet et vikarbureau ud over dit faste arbejde som pædagog, skal din faste arbejdsplads (klub, institution, SFO, skole, mv.) fremgå som din arbejdsplads. I så fald kan du sende en mail til konsulent Bettina Gottlieb på bgl@bupl.dk, så vi kan registrere dig korrekt i forhold til OK23.
- Du kan deltage, når BUPL afholder digitalt møde om OK23 for vikarer d. 9. januar 2023 kl. 17.30-18.30. Vi sender en invitation til mødet, der foregår på Teams, til alle BUPL-medlemmer, som vi ved, er tilknyttet et vikarbureau, i løbet af uge 1.