10 gode råd: Sådan slapper du ordentligt af i ferien
Du giver dig selv en dårlig indgang til sommerferien, hvis du bruger de allersidste arbejdsdage til at gøre så mange beskrivelser af børnenes udvikling færdige og også lige vil lægge sidste hånd på dokumentationen af jeres pædagogiske arbejde. Alt imens at du selvfølgelig også skal være sammen med børnene.
Du får nemlig svært ved at slippe tankerne om dit arbejde, hvis ikke du bruger den sidste uge på jobbet til at geare ned til at holde ferie.
Det siger Anja Enggren, der som privatpraktiserende stresscoach og trivselskonsulent også har pædagoger blandt sine klienter.
”Sæt farten ned, og lad være med at fylde en masse skriftlige opgaver på, som du lige skal nå inden sidste arbejdsdag. Skab dig i stedet overblik over, hvilke opgaver det er vigtigt, du når inden ferien, og hvilke der kan vente til bagefter. Hvis du samtidig laver en liste over, hvilke tre opgaver du først skal tage fat på, når du vender tilbage, kan du bedre slippe tankerne om dem under ferien,” siger Anja Enggren.
Hjernen har brug for at slappe af
Pædagoger kan også geare ned ved at skabe feriestemning blandt børnene og i hele institutionen.
”Pædagoger kan slække på deres ambitioner på børnenes vegne i de sidste uger op til ferien og være lidt mere loose. For eksempel ved at lave andre aktiviteter med børnene, end de plejer at gøre. Gerne i naturen, for det er i sig selv afstressende at komme ud. På den måde kan man bedre slappe af fra første dag i ferien,” siger Anja Enggren.
Når det er vigtigt at give slip på alle tanker om arbejdet, skyldes det, at både kroppen og hjernen har brug for at restituere sig. Det gælder også til hverdag, men ferier er en kærkommen lejlighed til at falde helt til ro.
”Det er vigtigt at slappe af, for ellers lader du kun batterierne op, når du sover. Hjernen har også behov for pauser i løbet af dagen, og endnu bedre er det, når både krop og hjerne får en længere restitution i en velfortjent ferie. Restitution gør os stærkere og bedre til at præstere, og det kan være med til at holde stress fra døren,” siger Anja Enggren.
Hvis man går på ferie med stresssymptomer, er det er slet ikke nok at slappe af i to-tre uger, for hverdagen er præcis den samme efter ferien. Her er man nødt til få ændret på sine arbejdsvilkår.
Anja Enggren, stresscoach
Hvad har du lyst til?
Det er forskelligt, hvad man har lyst til at lave i de første dage af sin ferie. Nogle foretrækker at tulle rundt derhjemme, mens andre har det bedst med at komme ud at opleve en masse med det samme.
”Det handler om at lave noget, som man bliver glad af. Det er altid godt at komme ud i naturen og at bruge kroppen, og ellers kan det være noget, man ikke når så meget af til hverdag. Fokuser på det, som gør dig glad. For nogle kan det være rart ikke planlægge en masse, så man kan være impulsiv, mens andre vil i badeland med hele familien eller ud at rejse, så snart ferien begynder. Man må finde ud af, hvad man har det bedst med,” siger Anja Enggren.
Pak mobilen væk
Uanset hvilken tilgang man vælger, er et af hendes bedste råd at pakke mobiltelefonen væk. Også selv om det måske ikke er så ligetil.
”Vores hjerner er i den grad overbelastede, ikke mindst fordi vi er online det meste af vores vågne tid. Mobilen er bygget til at kalde på os med sine lyde, og derfor er det svært at lægge den helt væk. Men man kan slå alle notifikationer fra, og man kan aftale med familien, at man kun tjekker på et bestemt tidspunkt af dagen, og at man ellers laver alt muligt andet i ferien, så hjernen får tid til at slappe af,” siger Anja Enggren.
Ferie hjælper ikke på stress
Hvis du har svært ved at finde ro og glæde i ferien, og får du søvnen yderligere forstyrret ved tanken om, at du snart skal tilbage til arbejdet, skal der mere til end tre ugers ferie til for at rette op på det.
”Hvis man går på ferie med stresssymptomer, er det er slet ikke nok at slappe af i to-tre uger, for hverdagen er præcis den samme efter ferien. Her er man nødt til få ændret på sine arbejdsvilkår”, siger Anja Enggren.