Arbejdsmiljøorganisation
Hvornår skal der være en AMO?
- I virksomheder med 1-9 ansatte samarbejder arbejdsgiveren, eventuelle arbejdsledere og øvrige ansatte direkte om arbejdsmiljøet.
- I virksomheder med 10-34 medarbejdere, det vil for eksempel sige mange private institutioner, skal der oprettes en AMO i ét niveau.
- I virksomheder med 35 eller flere medarbejdere, det vil for eksempel sige i alle kommuner, skal der oprettes en AMO i to niveauer med hhv. arbejdsmiljøgrupper (AMG) og et arbejdsmiljøudvalg (AMU).
På pædagogiske arbejdspladser skal alle ansatte uden undtagelse medregnes, når det skal afgøres, om virksomheden skal oprette en AMO i ét eller to niveauer. AMO omfatter alle ansatte i virksomheden.
Hvad er en arbejdsmiljøgruppe (AMG)
En arbejdsmiljøgruppe (AMG) omfatter en arbejdsleder og en arbejdsmiljørepræsentant (AMR). AMG’en dækker en del af virksomheden – ofte den del, som arbejdslederen er leder for. Arbejdslederen i en kommunal daginstitution er oftest institutionslederen.
Arbejdslederen i en AMG bliver udpeget af arbejdsgiveren. AMR’en bliver valgt af de ansatte, som AMG'en dækker, og AMR’en er selv én af de ansatte
Hvad er et arbejdsmiljøudvalg (AMU)
Et AMU består af arbejdsledere og AMR’er fra en eller flere AMG’er med arbejdsgiveren eller en repræsentant for arbejdsgiveren som formand. Formanden skal kunne handle på arbejdsgiverens vegne i arbejdsmiljøspørgsmål.
Et AMU udgør således det øverste niveau i en virksomhed, som har en arbejdsmiljøorganisation i to niveauer. I en virksomhed med AMO i ét niveau, vil det niveau bestå af én eller flere arbejdsledere og én eller flere AMR’er med arbejdsgiveren (eller dennes repræsentant) som formand. Formanden skal også her kunne handle på arbejdsgiverens vegne i arbejdsmiljøspørgsmål.
Hvor mange AMG'er skal der være?
Arbejdsgiveren fastsætter i samarbejde med de ansatte og arbejdslederne det nødvendige antal medlemmer og AMG’er i AMO ud fra et nærhedsprincip.
Nærhedsprincippet går ud på, at AMO til enhver tid skal kunne løse sine opgaver på tilfredsstillende måde i forhold til:
- Virksomhedens ledelsesstruktur
- Virksomhedens øvrige struktur, herunder geografiske forhold, størrelse og beliggenhed
- Virksomhedens arbejdsmiljøforhold, herunder arbejdets art, farlighed, risici og positive arbejdsmiljøfaktorer
- Arbejdets organisering
- Særlige ansættelsesformer
- Andre hensyn, som påvirker arbejdsmiljøopgaverne i arbejdsmiljøorganisationen
Desuden skal antallet af AMR’er fastsættes sådan, at alle ansatte kan komme i kontakt med deres AMR, og sådan at de ansatte kan drøfte arbejdsmiljøforhold med medlemmer af AMO inden for de ansattes arbejdstid.
Antallet af arbejdsledere i AMO skal fastsættes, så der sikres viden om virksomhedens produktion og ydelse.
Virksomhedens AMG’er skal tilsammen dække alle ansatte i virksomheden.
Arbejdsgiveren skal over for Arbejdstilsynet skriftligt kunne dokumentere, at nærhedsprincippet iagttaget – både i forbindelse med etableringen af AMO og ved større væsentlige ændringer i virksomheden.
Hvad er en TRIO?
Hvis en AMG er udvidet med en tillidsrepræsentant (TR), kaldes det en TRIO. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at en TRIO er et uformelt forum. Det vil sige, at TRIO hverken er defineret i arbejdsmiljølovgivningen eller i overenskomster.
Uanset om I har en TRIO på din arbejdsplads, bør du som AMR være i god kontakt med TR for de forskellige faggrupper blandt de kollegaer, som du repræsenterer i AMG.
Særligt for kommuner
I kommuner er AMO slået sammen med samarbejdsorganisationen i MED-strukturen – bortset fra, at der er en AMG på nederste niveau i AMO. Det betyder, at der i stedet for et AMU er et forvaltnings-, center- eller område-MED-udvalg. Det betyder som oftest også, at der er et tredje niveau med et hoved-MED-udvalg. På alle niveauer indgår AMR’er og TR’er på lige fod som repræsentanter for kollegaerne og indgår i samarbejdet med arbejdsledere og en repræsentant for arbejdsgiveren.
MED-strukturen er beskrevet i den enkelte kommunes MED-aftale.