Stærke relationer styrker pædagogisk viden
Der er brug for et større fokus på pædagogers indbyrdes relationer, for de spiller en helt afgørende rolle for viden, kompetencer og kvalitet i daginstitutionerne. Når relationerne bliver svagere, smuldrer fagligheden, og det bliver sværere for pædagoger at 'læse hinandens tegn' og 'dække hinandens linjer'.
Det viser et nyt forskningsprojekt om pædagogisk viden, 'Pædagogisk viden mellem pædagoger', som forsker Maja Plum står bag. Hun er ekstern lektor på Københavns Universitet og fortæller i denne udgave af Børn&Unge Podcast om sit projekt, hvor hun blandt andet fik pædagoger til at bytte plads i en periode.
På den måde kunne hun undersøge, hvad der sker, når man ikke længere har de stærke relationer til sine nærmeste kolleger at falde tilbage på. Hør mere i podcasten, hvor du også kommer med til den integrerede institution Solsikken nær Aarhus.