Dårligt indeklima påvirker vores sundhed

Indeklima – forebyg ubehag og luftvejsinfektioner

Et godt indeklima har stor betydning for vores sundhed og trivsel. Omvendt kan et dårligt indeklima medføre spredning af virus og fysisk ubehag. Læs her, hvordan I sammen med jeres arbejdsgiver sikrer et godt indeklima.

Hvad er indeklima?

Indeklima er en samlet betegnelse for de fysiske påvirkninger i et rum. Fra kvaliteten og temperaturen af den luft, vi indånder over statisk elektricitet til lyd- og lysforhold. Her fokuserer vi på luftkvalitet, lys og temperatur. Lydforholdene kan du læse om her.  

Konsekvenser af dårligt indeklima

Et dårligt indeklima kan have stor betydning for din sundhed, trivsel og koncentrationsevne. Det kan bl.a. medføre:    

  • Generende symptomer fra slimhinder i øjne, næse og svælg
  • Tunghedsfornemmelse i hovedet, hovedpine, utilpashed og træthed.
  • Nedsat koncentrations- og arbejdsevne.
  • Øger risiko for luftvejsinfektioner, da dårligt indeklima kan indebære en høj koncentration af luftbårne viruspartikler.
     

Et fugtigt indeklima kan give fugtskader, der kan lede til svampevækst. I sjældne tilfælde kan det medføre allergi, som bl.a. kan vise sig ved astma eller høfeber.

Overblik: Luftkvalitet på pædagogiske arbejdspladser

23 pct. af alle pædagoger i daginstitutioner oplever, at luftkvaliteten på deres arbejdsplads ofte eller altid er så dårlig, at den giver gener.

Kilde: BUPL’s Vilkårsundersøgelse, 2023.

Forebyggelse: Dette har din arbejdsgiver pligt til

Din arbejdsgiver har pligt til at sørge for, at den bygning I opholder jer i understøtter et godt indeklima, og at du og dine kollegaer kan arbejde, uden at I oplever gener og symptomer pga. dårligt indeklima.  

Arbejdsgiveren skal bl.a. sørge for: 

  • At temperaturen holdes på 20-22 °C
  • At den relative luftfugtighed er mellem 25 og 60 pct
  • At kunstlysets kvalitet og fordeling er god og ikke blænder
  • At støv fjernes med effektiv rengøring. 

Kontakt din leder, AMR eller lokale fagforening, hvis du oplever, at din arbejdsgiver ikke lever op til sit ansvar. 

Det siger reglerne om indeklima

Din arbejdsgiver skal også sikre, at bygningsreglementets krav til indeklima overholdes. 
Siden 1995 har Bygningsreglementet stillet krav til, at luften skal udskiftes tre gange i timen, og at luftens indhold af kuldioxid (CO2) ikke overstiger 0,1 % (svarende til 1.000 ppm). Fra 2018 er det et krav, at institutioner skal have mekanisk ventilation for at sikre et tilstrækkeligt luftskifte.

Bygningsreglementet indeholder en række specifikke krav til bl.a. daginstitutioner og skoler, som skal sikre et godt indeklima. Kravene vedrører bl.a. luftskifte, ventilation, lysforhold og pladskrav. Kravene er løbende blevet strammet, så hvilke krav din institution skal leve op til, afhænger af, hvornår den er bygget eller væsentligt ombygget/renoveret.

Sådan kan I selv bidrage til forebyggelsen

Med de rette arbejdsgange kan I selv bidrage til et bedre indeklima. 
Det handler bl.a. om at: 

  • Lufte ud jævnligt
  • Begrænser støv og rod
  • Opdele børnene i mindre grupper
  • Følge aftaler om indeklima og rengøring

I kan vælge at inddrage børnene i arbejdet med at sikre et godt indeklima – fx ved at lade dem rydde op efter leg  og ved at minde om, at der skal luftes ud.
Du har pligt til at medvirke til, at indeklimaet er sundt, ved at gøre det, som I har aftalt, og følge den instruktion, som din arbejdsgiver giver dig.

Find mere inspiration til forebyggelsen hos Arbejdstilsynet og BFA

Sådan holder I øje med indeklimaet

En analog eller digital indeklimamåler på hver stue kan vise, hvornår luftens indhold af kuldioxid er så højt, at der skal luftes ud. Digitale målere kan også vise temperatur og relativ luftfugtighed og dermed vise, hvis forholdene kommer uden for de anbefalede intervaller.

Fandt du, hvad du søgte?

For at undgå spam, skal du godkende at du ikke er en robot.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.