9 ud af 10 pædagoger lider under det: Luften gør dig syg

Pædagoger med dårlig luftkvalitet på jobbet har langt flere sygedage end andre, viser ny undersøgelse. Dårligt indeklima skader både børn og pædagoger, advarer forsker. Men nu er der udsigt til et gennembrud i kampen for bedre luft.
Mand tager sig til hovedet
Kun en ud af 10 pædagoger oplever aldrig dårlig luftkvalitet, viser ny undersøgelse.

Du er mere træt end normalt, føler dig utilpas, har ondt i hovedet eller svært ved at koncentrere dig. Dårlig luftkvalitet kan give mange gener, og dem oplever pædagoger i bekymrende stort antal.

I en ny undersøgelse foretaget af BUPL blandt 17.000 pædagoger er det kun hver 10. pædagog, der aldrig oplever så dårlig en luftkvalitet på arbejdspladsen, at de får gener af den. Et resultat, der ikke overrasker Geo Clausen, professor ved Danmarks Tekniske Universitet, DTU.

”Det passer fint med, hvad vi ellers har af viden om indeklima i daginstitutioner og skoler. Der er en udbredt utilfredshed med luftkvaliteten blandt børn og medarbejdere,” siger han.

Dårlig luft har betydning for børns trivsel og indlæring

Dårligt indeklima har store konsekvenser for både voksne og børn, advarer Geo Clausen.

”Vi ser konsekvent, at et dårligt indeklima har en betydning for medarbejdernes præstation. Det er typisk nogle procent, man arbejder dårligere, hvis luftkvaliteten ikke er god. Og hvis man ser på, hvad det koster, at man taber arbejdsevne, har flere sygedage og dårligere trivsel på grund af luftkvaliteten, så kan det ikke betale sig ikke at sørge for et godt indeklima,” siger han.

”Desværre ser vi en endnu større effekt på børns indlæring, og dårligt indeklima har også en betydning for den oplevede trivsel blandt de større børn, der kan sætte ord på det. Det er superærgerligt, at vi i Danmark endnu ikke har fået taget ordentligt fat i det problem, for det er vores allesammens fremtid, det handler om,” tilføjer han.

Læs også 'Nedbring sygefraværet: Sådan får I friskere luft'

 

Pædagoger med dårlig luft på jobbet: Dobbelt så mange sygedage

I BUPL’s undersøgelse bliver det klart, at der er en sammenhæng mellem, hvor dårlig pædagoger oplever luftkvaliteten, og hvor mange sygedage de har.

Sygefraværet er næsten dobbelt så højt for de pædagoger, der altid oplever en dårlig luftkvalitet, som for de pædagoger, der aldrig oplever en dårlig luftkvalitet. En sammenhæng, der ifølge Geo Clausen passer godt til den viden, der for alvor kom frem under coronapandemien.

”Det blev klart, at infektioner som influenza, forkølelse og covid-19 ikke bare smitter ved kontakt, men også spreder sig som luftbåren smitte over lange afstande. Det betyder, at i tider som nu, hvor mange bliver syge af luftvejsinfektioner, skal man være meget opmærksom på, at der er ordentlig ventilation, og at man får luftet ordentligt ud,” siger professoren.

Disse kommuner har ikke styr på indeklimaet

En af vejene til at få et godt indeklima er gennem moderne ventilationsanlæg. Men i en lang række kommuner er disse ventilationsanlæg et sjældent syn i daginstitutioner og skoler, viser en ny rundspørge, som Megafon har gennemført for BUPL.

Nedenfor kan du se et kort, der viser store kommunale forskelle på, hvor udbredt mekanisk ventilation er i skoler og institutioner. Og det er også meget forskelligt, om kommunerne har en indeklimastrategi for de pædagogiske arbejdspladser, eller om kommunen har tænkt sig at kortlægge indeklimaet i skoler og dagtilbud.

”Pædagoger skal ikke blive syge af at tage på arbejde, og børn må heller ikke blive syge af at være i skole eller institution. Det er dybt kritisabelt, at der stadig er for mange pædagogiske arbejdspladser uden tidssvarende og velfungerende mekanisk ventilation,” mener Johnny Gaardsdal, medlem af BUPL’s forretningsudvalg med politisk ansvar for arbejdsmiljø.

Ny Venstre-udmelding: Vil afsætte en milliard kroner

Johnny Gaardsdal kan godt forstå, hvis pædagoger og forældre ryster på hovedet over, at luftkvaliteten er for dårlig i mange daginstitutioner og skoler.

”Det her er noget, der ikke er blevet taget ansvar for i mange år i mange kommuner. Alle kommuner, der ikke har en plan for at sikre et bedre indeklima, må komme i gang hurtigst muligt. Det har stor betydning for arbejdsmiljø, trivsel og sygefravær, og det er en opgave for arbejdsgiveren, at både børn og pædagoger kan holde ud at være i skoler og institutioner i mange timer hver dag,” siger Johnny Gaardsdal, som spidsede ører, da venstreformand Troels Lund Poulsen for nyligt offentliggjorde, at partiet vil give en milliard kroner til at forbedre de fysiske rammer i landets dagtilbud.

”Det er en oplagt mulighed for at få sat turbo på den proces, der alt for mange steder endnu ikke er kommet i gang. De penge skal ud at virke hurtigst muligt, så vi kan få gjort noget ved de rammer, der ikke er gode nok,” siger Johnny Gaardsdal.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.