Særligt én ting får børn til at droppe de pædagogiske fritidstilbud – og det er ikke skærmen
Fritidsaktiviteter er for langt de fleste børn en stor og vigtig del af deres liv. 90 procent af børnene i 3.-6. klasse går til en fast aktivitet i deres fritid. Det viser undersøgelsen ’Mere end en fritidsaktivitet’ lavet af Center for Ungdomsstudier i samarbejde med Maryfonden.
Men hvor deltagelsen i foreningslivets tilbud som fodbold, gymnastik og dans holder sig nogenlunde stabilt hen over hele skolens mellemtrin, står det helt anderledes til med interessen for at gå i et pædagogisk fritidstilbud.
Ifølge ’Mere end en fritidsaktivitet’ går knap 70 procent af alle børn i 3. klasse i et pædagogisk fritidstilbud som SFO. I 6. klasse er det styrtdykket til omkring 20 procent.
Sport og venner fylder mere
Der er særligt en grund til, at børnene vælger de pædagogiske fritidstilbud fra, fortæller Ayse Kosar Larsen, centerchef i Center for Ungdomsstudier:
”Sport fylder mere i børnenes liv, og de oplever en travl hverdag. Men den mest udbredte grund til, at børn stopper i klubben er, at vennerne stopper. De er utroligt orienteret mod deres venner, og hvis vennerne ikke kommer, fordi de netop skal til fodbold eller dans, så vælger man klubben fra,” siger Ayse Kosar Larsen.
Bare det at komme i klubben uden en ven i hånden kan være svært, fortæller Ayse Kosar Larsen:
”For så træder du ind i et fællesskab, hvor rigtig mange i forvejen er venner. Hvordan maser du dig ind der? Vi skal være bedre til at gøre det nemmere for flere at deltage i klubberne.”
De gider godt lave andet end skærm
Ligger man som barn hjemme på værelset, fordi man ikke længere kommer i klubben, så er det nærliggende at ty til det endeløse tidsfordriv, der gemmer sig på mobilen.
”Men for mange bliver skærmene et valg, fordi der ikke er andre meningsfulde aktiviteter. Der er rigtig mange børn og unge, der selv siger ’vi gad godt at lave noget andet’ og har skamfølelse over at have kigget tre timer på sociale medier. Spørgsmålet er, om vi i klubberne har de meningsfulde aktiviteter, der tiltrækker dem, og hvorvidt hjælper vi dem ind over dørtrinnet til klubben,” siger Ayse Kosar Larsen.
Forbud kan gøre klubberne mere spændende
Nu er der et forbud på vej i Danmark. Børn og unge under 15 år skal fra næste sommer ikke længere have adgang til de mest udbredte sociale medier som TikTok, Instagram, Snapchat og Roblox.
”Der er potentiale for, at klubberne kan blive mere spændende med et forbud, men vi kan ikke læne os tilbage og sige, at nu vælter børnene ind igen. Vi skal udvikle nogle aldersrelaterede koncepter, hvor vi kan vedligeholde motivationen hos femte og især på sjette klasse. Vi ved, det har betydning for motivationen, at man bliver dygtigere til noget og man oplever at høre til i gode fællesskaber,” siger hun.
’Mere end en fritidsaktivitet’ baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse, som 1.137 børn har deltaget i. Derudover er der også lavet kvalitative interviews med i alt 16 forældre – seks fædre og ti mødre – og 38 børn i 3.-6. klasse – 22 piger og 16 drenge.
Find hele undersøgelsen her.
Se, hvornår børnene vælger fritten fra
Hos Danmarks Statistik kan man finde tal, der viser, hvor mange der går i et pædagogisk fritidstilbud som SFO, fritidshjem eller klub. Tendensen er klar: Så snart pasningsbehovet er væk, og børnene er gamle nok til at gå hjem fra skole selv, så mindskes behovet for et pædagogisk fritidstilbud.