Minister vil undersøge, om kommunernes fritidstilbud er gode nok
Børn og unge har brug for attraktive fritidstilbud af høj kvalitet.
Men i øjeblikket er der alt for lidt viden om, hvordan den pædagogiske kvalitet i de kommunale fritidstilbuddene rent faktisk er. Og om børn og unge har adgang til ordentlige fritidstilbud inden for en fornuftig afstand fra deres hjem eller skole efter 3. klasse.
Derfor vil undervisningsminister Magnus Heunicke (S) nu sætte gang i en undersøgelse af netop kvaliteten og udbredelsen af gode og relevante fritidstilbud til børn og unge.
Det fortalte han 1. oktober på et åbent samråd Folketingets Børne-, Undervisnings- og Forskningsudvalg.
”Der er et reelt videnshul. Og før vi kan handle, er vi nødt til at få lukket det hul, hvis vi reelt skal lykkes med at styrke kvaliteten af tilbuddene,” sagde Magnus Heunicke blandt andet på samrådet.
Ind i fællesskaberne: Pædagogerne er eksperter
Ministeren vil også sætte gang i et arbejde, der skal se på, hvordan kvaliteten af data på fritidsområdet kan forbedres.
Og han understregede, at pædagoger spillede en nøglerolle i arbejdet med at få børn og unge ud af mistrivsel og ind i gode fællesskaber.
”Det er vigtigt at slå fast, at pædagoger og fritidspædagoger nok er dem, der dygtigst til at arbejde med unge mennesker. Få dem ud af mistrivsel. Få dem ind i nogle fællesskaber og ind i et liv, hvor man rives væk fra mistrivsel. Det er jo noget af det, de er eksperter i at arbejde med,” sagde han.
Hårdt pres: Manglen på viden er 'chokerende'
Ministeren var blevet kaldt i samråd af Enhedslistens børne- og ungeordfører, Leila Stockmarr.
Hun konfronterede netop ministeren med det, hun kaldte en ’chokerende’ mangel på viden om, hvilke fritidstilbud, kommunerne rent faktisk stillede til rådighed for børn og unge især i årene efter 3. klasse.
”Der er nogle horrible og ildevarslende tendenser i forhold til at sikre, at vi har dækkende fritidstilbud til vores børn, når de går ud af 3. klasse. Det handler både om kvalitet og normeringer,” sagde hun blandt andet.
Derfor er ministerens løfte vigtigt
Undervisningsminister Magnus Heunickes løfte om at undersøge fritidsområdet er vigtigt for hele områdets fremtid, understreger BUPL-formand Elisa Rimpler:
"Det er første skridt til, at alle for alvor forstår, hvorfor det er vigtigt at geninvestere i vores børn og unges fritid efter år med besparelse efter besparelse. Og i BUPL kommer vi selvfølgelig til at følge arbejdet tæt," siger hun.
Står det til BUPL, bør undersøgelsen føre til en varig statistik, så man år for år kan følge udviklingen i fritidsinstitutionerne.
Samtidig bør både den pædagogiske kvalitet og de rammer, pædagogerne har for at levere pædagogik af høj kvalitet, undersøges.
Desuden er det afgørende, at undersøgelsen ikke bliver en syltekrukke, påpeger Elisa Rimpler.
"Børnene kan ikke vente år på, at vi får styrket kvaliteten i deres SFO’er og klubber," siger hun.