Jeg er simpelthen så træt af at høre ’du skal passe på dig selv’
Tingene kan hurtigt ændre sig. Da pædagog Rikke Smedegaard Hansen tilbage i april 2020 sprang ud som forfatter med bogen ’Ida er pisseprovokerende – en bog om følelser i det pædagogiske arbejde’, blev bogen hurtigt en succes. Og Rikke Smedegaard Hansen følte sig som en dygtig og kompetent pædagog med noget på hjerte.
Den følelse fortog sig dog. Derfor er hendes bog nu blevet opdateret med et nyt kapitel og en tilføjelse til titlen, som nu er ’Ida er stadig pisseprovokerende’. Læs nedenfor, hvorfor bogen skulle opdateres.
BUPL’s formand Elisa Rimpler har skrevet forordet til den opdaterede bog og giver den en varm anbefaling med på vejen.
’Pædagogikken har aldrig været vigtigere. Og i den ligning er vi nødt til at tale åbent om de svære følelser, der uvægerligt følger med og er i spil. Som både et vilkår og en forudsætning for det professionelle arbejde som pædagog. Derfor er ’Ida er pisseprovokerende’ stadig pisseprovokerende relevant som aldrig før,’ skriver Elisa Rimpler.
Læs også: Følelser er mindst lige så vigtige som det, vi kalder fornuft
Hvorfor har du valgt at opdatere ’Ida er pisseprovokerende’?
”De ting, jeg beskriver i den bog, jeg skrev dengang, kan snart ikke lade sig gøre mere. Det er blandt andet blevet endnu sværere at få tid til samarbejde, der bliver introduceret flere nye koncepter, der kommer konsulenter udefra, der fortæller, hvad vi skal gøre, og samtidig kan man næsten ikke få tid til at tænke selv. Og det er svært få tid sammen med de kollegaer, man deler hverdagen med. Supervision kan man se langt efter.”
”Samtidig blev jeg så slidt af mit arbejde og stod i 2025 i en situation, hvor jeg var fuldstændig ude af mig selv. Det endte med en fratrædelsesaftale. Jeg blev så flov, og jeg skammede mig sådan.”
”Det nye kapitel er vigtigt, fordi det siger noget om, at vi kan rigtig meget, men når vi bliver slidt, og når vilkårene spænder ben, så kan vi ikke særlig meget.”
Hvorfor er det vigtigt at sætte ord på pædagogers forbudte følelser?
”Vi skal insistere på at snakke om følelser, for hvis vi lægger låg på dem, så venter forråelsen lige om hjørnet. Hvis fx Ida står der og råber og nægter at gøre alt, hvad jeg beder hende om, så kan jeg synes, hun er pisseprovokerende, fordi jeg hele tiden kommer til kort overfor hende, og så får jeg en følelse af utilstrækkelighed. Det skal vi kunne snakke om. Man bliver også klogere, når man deler perspektiver.”
Nogle pædagoger mener, man skal holde en professionel distance. Hvorfor insisterer du på, at man også skal involvere sig følelsesmæssigt?
”Det er umuligt ikke at blive involveret følelsesmæssigt, fordi vi er mennesker. Så når vi nu har et arbejde, hvor det er umuligt ikke at blive involveret, så skal vi forholde os til de følelser. Ellers bliver vi uprofessionelle, for så kan vi enten blive for overengagerede, hvor det vi gør for et barn, handler om vores eget behov, eller vi kan blive for distancerede, så dem, vi møder, ikke kan mærke, de betyder noget.”
”Jeg har en kæphest: Jeg er simpelthen så træt af at høre ’du skal passe på dig selv’, når man bliver følelsesmæssigt involveret. Jeg vil rigtig gerne høre folk sige ’vi skal passe godt på hinanden’.”
Du gør opmærksom på pædagogers urimelige arbejdsvilkår. Hvad gør det ved en, at man har vilkår, der gør det svært at lykkes med sit arbejde?
”Vi pædagoger bruger jo os selv som mennesker hele tiden. Det er en belastning at have følelsesmæssigt krævende arbejde, fordi du hele tiden bliver påvirket. Det sætter sig. Og når man føler sig utilstrækkelig igen og igen, så bliver det også noget med at betale en høj pris. Jeg har selv mareridt, smerter i kroppen, tankemylder, søvnløshed. Det er en høj pris at betale for at være pædagog. Det har jeg også været vred over.”
Hvad håber du, man får ud af at læse din bog som pædagog?
”Jeg håber, man føler sig mindre alene. Og så håber jeg faktisk, at der snart kommer en form for oprør, at der er flere, ikke kun pædagoger, men også social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, læger, der begynder at bruge deres stemmer og fortæller hvordan det efterhånden er derude. Jeg tror, der skal komme nogle historier fra virkeligheden, hvis vi skal gøre op med de strukturer, der udtrætter os.”