Ekspert: Fede aktiviteter kan få børn til at lægge mobilen

Mobilfri klubber kan få børnene til at vælge klubben fra, advarer Mathias Nimgaard, psykolog på Center for Digital Pædagogik. Inddrag børnene i reglerne, og lav fede aktiviteter, der gør skærmen mindre tillokkende, lyder hans råd.
Barn spiller på mobiltelefon, klare farver.

Et barns første smartphone er ikke bare en dyr gave, det er også adgangsbilletten til en helt ny verden, mener Mathias Nimgaard, psykolog på Center for Digital Pædagogik med speciale i digital trivsel og børn og unges udvikling. 

På mobilen kan de skrive med hinanden på tværs af tid og sted, de kan spille sammen, og de kan dyrke deres interesser på en ny måde.

”Den digitale verden er ikke nødvendigvis mere tillokkende end den analoge, for de foretager ofte ikke den skelnen, som vi gør. Men det betyder, at de har mulighed for at dykke ned i noget, som de synes er fedt,” siger han.

Inddrag børnene i at lave reglerne

Derfor giver det god mening at inddrage børnene i, hvordan reglerne for mobilbrug skal være i den enkelte klub.

”Hvis børnene kommer i klub og hører, at her har pædagogerne valgt, at der er mobilfrit, så er der en risiko for, at de tænker, at ’her skal jeg ikke komme mere’,” siger Mathias Nimgaard. 

Det kan samtidig have en utilsigtet bivirkning, hvis man giver børnene lov til at bruge mobilerne i et bestemt tidsrum, advarer Mathias Nimgaard.

Tænk i pædagogiske aktiviteter og rammer

”Man risikerer, at børnene tænker, at så skal mobilerne også bruges her, for lige om lidt bliver de taget fra os. Hvis man i stedet tænkte i aktiviteter og rammer, tror jeg, at det ville blive lettere.”

Hvis man indfører mobiltid, skal man også tænke på de børn, der ikke har nogen mobiltelefon eller ikke må være på sociale medier.

”Trivsel betyder jo også at være en del af fællesskabet, og derfor er det en vigtig opgave at få de børn med, der ikke har mobil eller ikke er på sociale medier. Det er en pædagogisk opgave at skabe aktiviteter, så børnene stemmer med fødderne og går over til de fede aktiviteter,” siger Mathias Nimgaard.

Fede fritidstilbud kræver ressourcer

Rammer, økonomi og personale er dog afgørende for, om klubberne kan løfte den opgave, understreger han.

”Hvis man kan skabe de megafede fritidstilbud, tror jeg også, at det ’passive’ skærmbrug bliver mindre tillokkende.”

Læs også artiklen Det kræver spandevis af god fritidspædagogik at få børn til at lægge mobilen væk.

Ekspertens gode råd til pædagoger

Vi skal passe på med at tro, at vi løser klubbernes dannelses- og trivselsopgave ved mobilforbud eller ved at sige, sluk mobilen. Klubberne bliver også påvirket, selv om de vil være mobilfri. Jeg forstår godt intentionen, men jeg vil være bekymret for, at man misser muligheden for at bruge det, der udspiller sig digitalt, pædagogisk.

Kilde: Mathias Nimgaard.

Om eksperten

Mathias Nimgaard er:

  • Cand.psyk. med speciale i udviklingspsykologi.
  • Psykolog og fagkonsulent med speciale i digital trivsel og børn og unges udvikling på Center for Digital Pædagogik.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.