Nu er der bedre normeringer på vej

Normeringerne i landets dagtilbud bliver forbedret. I alt bliver området tilført 1.500 årsværk. Lederne bliver nemlig trukket ud minimumsnormeringerne fra årsskiftet. Minimumsnormeringer har været en milepæl, siger minister Jacob Mark (SF).
Foto af Jacob Mark
”Mange er jo enige om, at det har været en milepæl at få minimumsnormeringer. Det er vi mange der har kæmpet for. Men vi, der har været med til at lave minimumsnormeringer, deler også det fælles synspunkt, at de skal blive endnu bedre," siger Jacob Mark.

Fra nytår tæller daginstitutionslederne ikke med, når kommunerne skal opgøre normeringerne. De bliver nemlig trukket ud af statistikken.

Forslaget har ligget og simret længe, men nu er det endelig på vej til at blive en realitet. Som et led i regeringens finanslov er den påkrævede lovændring, der trækker lederne ud af minimumsnormeringerne, nu blevet førstebehandlet i Folketinget.

Allerede nu er der flertal for forslaget, så den videre rejse gennem Folketingets lovmaskine må forventes at gå glat. 

Dermed er der fra årsskiftet brug for yderligere 1.500 pædagogiske årsværk, viser beregninger fra Børne-, Ældre- og Boligministeriet. 

I den nuværende beregning af normeringerne indgår ledernes arbejdstid med 85 procent af deres tid, uanset om de faktisk har tid til at være ude på stuerne. Når det bliver ændret fra årsskiftet. Lederens andel af normeringerne skal erstattes af medarbejdere, der har tid til at være på stuerne. 

Jacob Mark: Kravene bliver større

Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) er glad for, at minimumsnormeringerne nu bliver forbedret. 

”Mange er jo enige om, at det har været en milepæl at få minimumsnormeringer. Det er vi mange der har kæmpet for. Men vi, der har været med til at lave minimumsnormeringer, deler også det fælles synspunkt, at de skal blive endnu bedre. At tage lederne ud af normeringerne betyder, at kravene til, hvad minimumsnormeringen er, bliver større, og der vil komme flere pædagogiske årsværk,” siger ministeren til Børn&Unge.

BUPL: Et vigtigt skridt på vejen

Også i BUPL er der glæde hos formand Elisa Rimpler over, at lederne nu bliver taget ud af normeringsopgørelsen. 

”Det er et langt sejt træk at få de gode normeringer i vores daginstitutioner, som der er brug for. Den her forbedring af loven er et vigtigt skridt på vejen, som viser, at det nytter at stå sammen. Pædagogerne har råbt op, delt deres hverdag og holdt fast i kravet om bedre normeringer i årevis, og at lederne nu skal ud af opgørelsen, er endnu et vigtigt resultat af den fælles kamp. Pædagogfaglig ledelse er afgørende, men ledernes tid kan ikke samtidig tælle som tid sammen med børnene,” siger hun.

Opkvalificering skal give flere pædagoger

Der skal altså tilføres 1.500 pædagogiske årsværk til daginstitutionerne i 2027, men det bliver nok svært at få ret mange af dem til at blive pædagoger, medgiver Jacob Mark. 

”Hvis man kigger på hvordan det er gået med minimumsnormeringer indtil videre, så er der sket en 15 procent stigning i antallet af personaler, samtidig med at der har været cirka 3-4 procent stigning i børnetallet. Det er vigtigt, for som et af de få velfærdsområder så sker der faktisk en investering i dagtilbudsområdet lige nu. Det var også på tide efter 30 år med besparelser. Det mindre positive er, at der ikke er sket en stigning i antallet af pædagoger. Derfor har vi også valg i vores finanslovsforslag at få endnu flere millioner kroner ud til opkvalificering og særligt til opkvalificering af pædagoger,” siger han.

Ikke minimumsnormeringer på institutionsniveau

Selv om regeringen vil forbedre minimumsnormeringerne, er det ikke en del af regeringsgrundlaget at få minimumsnormeringer på institutionsniveau, fortæller Jacob Mark. 

”I dag udregnes normeringer på tværs af institutioner, og der kan virkeligheden se forskellig ud fra sted til sted. Der har jeg altid ment, at det skal opgøres på institutionsniveau. Nu har denne regering besluttet, at man må begynde at opgøre på institutionsniveau, så man kan følge udviklingen i de forskellige daginstitutioner.” 

Men det betyder ikke, at man tager skridtet hen til minimumsnormeringer på institutionsniveau, kan jeg høre på dig?

”Ikke for nu. Hvis man skal lave et lovkrav, så kræver det data. Altså, du kan ikke lave en lov, før du ved hvordan det ser ud, og det er den data, vi nu får.  Og så kræver det et politisk flertal og en regering, der gerne vil. For nuværende er det ikke det, som regeringen har sagt, den vil prioritere.”

BUPL: Vi er ikke i mål

I BUPL er man ikke tilfreds med at stoppe udbygningen af normeringerne nu, fastslår Elisa Rimpler.

”Vi er stadig ikke i mål, og vi skal blive ved med at presse på for bedre normeringer, som kan mærkes i hverdagen, for som pædagoger ved vi, hvor vigtigt det er at have tid til at bruge sin faglighed. Desværre er mange pædagoger den eneste uddannede på sin stue, og derfor kæmper vi videre for at bedre normeringer også betyder flere pædagoger og højere faglighed i vores daginstitutioner.”

Langtidssyge skal ud af normeringsstatistikken

Regeringen vil også have trukket de langtidssyge ud af normeringsopgørelserne, men hvordan det konkret skal ske, er endnu ikke på plads, så derfor er der heller ikke et forslag på vej, fortæller Jacob Mark. 

”Men det skal komme, og det skal komme hurtigt,” lover han. 

Forårs-SFO får børnehavenormering

I 2027 kommer der en yderlige forbedring af normeringerne. Forårs-SFO, som i mange kommuner er en sparefinte, skal nemlig fra 2027 have sammen normering som børnehaven. I økonomiaftalen for 2027 mellem regeringen og KL, der blev indgået i juni i år, blev der sat 300 millioner kroner af årlig til at sikre, at minimumsnormeringer gælder helt frem til skolestart. 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.