Jeg følte ikke, jeg havde en chance? 3 eksempler på en ny form for moralsk stress

Du vil gøre det rigtige, men uanset hvad du vælger, er der noget vigtigt, du ikke lykkes med. Her er tre situationer, hvor forskellige faglige hensyn trækker pædagogen i hver sin retning. Måske kender du også intentionstrængsel?
Nysgerrige pædagoger kan med fordel låne forskeres metoder i arbejdet med at udvikle deres egen praksis med børnene
Skal Gitte sørge for børnenes sikkerhed og basale omsorg, eller skal hun forfølge de faglige ambitioner om aktiviteter, læring og udvikling. Prioriterer hun det ene, risikerer hun at opleve, at hun svigter det andet.

Du prøver at gøre det rigtige for børnene. Men jo flere faglige hensyn du forsøger at leve op til, desto større kan risikoen være for, at du samtidig oplever at svigte noget andet, som er lige så vigtigt.

I et nyt dansk studie af moralsk stress blandt pædagoger fik forskerne føje på det, de kalder intentionstrængsel: Mange forskellige - og somme tider modstridende - gode hensigter skal ofte håndteres af den samme pædagog på samme tid.

”Jeg tror ikke, der er nogen, der kommer med dårlige intentioner. Men hvis man bliver ved med at bombardere et område med alt muligt, der trækker i forskellige retninger, kan der opstå problemer,” siger Maja Plum, lektor ved Professionshøjskolen Absalon og en af forskerne bag studiet.

Læs også: Forskere får øje på ny mekanisme bag moralsk stress

Idealerne modarbejder hinanden

De mange forskellige koncepter, redskaber og dagsordner bidrager til intentionstrængslen, ifølge Maja Plum. 

“Jeg ser nogle gange, at institutioner arbejder med flere koncepter, hvor de idealer og idéer om, hvad et godt børneliv er, som er indskrevet i dem, strider fuldstændig mod hinanden.”

Umuligt at lykkes fagligt

Ifølge forskerne kan intentionstrængslen og den moralske stress være en blandt flere forklaringer på, hvorfor mange pædagoger forlader faget - og hvorfor andre helt fravælger uddannelsen til pædagog.

“Det kunne have noget at gøre med udsigten til at være en del af en profession, hvor det ikke er muligt at lykkes fuldt ud fagligt,” skriver forskerne.

Her er tre situationer fra forskningen, som viser, hvordan intentionstrængsel kan se ud i praksis.

1

Skal du skabe læring og udvikling eller få alle sikkert gennem dagen?

I forskernes feltarbejde oplever pædagogen Gitte en dag, at sygdom blandt personalet gør bemandingen presset. Hun skal sørge for børnenes sikkerhed og basale omsorg, men samtidig har hun faglige ambitioner om aktiviteter, læring og udvikling. Prioriterer hun det ene, risikerer hun at opleve, at hun svigter det andet.

 

"Vi har ikke tid til alt det, vi har lært om. Læringsaspektet, at lave aktiviteter, at understøtte børnenes udvikling," siger hun.

 

Gittes situation er et eksempel på, hvad der kan skabe moralsk stress, ifølge forskerne. Hun kompromitterer sine faglige værdier, når hun ikke kan skabe rum for aktiviteter, men hun kompromitterer dem også, hvis hun ikke kan sikre børnene sikkerhed og behov for basal omsorg.

 

“Hvis du bliver ved med ikke at lykkes, begynder noget af det, der er vigtigt i arbejdslivet, at kunne se mening og føle en grad af kompetence og autonomi, at erodere. Og det er ikke så godt,” siger Maja Plum.

2

Skal du være på et skridt foran eller udstråle ro?

Pædagogen Line beskriver i studiet, hvordan hun føler, at hun hele tiden skal være ’klar’ og et skridt foran for at have overblik over børnegruppen. Samtidig møder hun et fagligt ideal om nærvær og følelsesregulering. Hun skal selv have sit nervesystem i ro, så børnene også kan finde ro og fordybelse.

 

"Men det kræver, at jeg også selv kan. Og jeg følte ikke, jeg havde en chance," fortæller pædagogen forskerne.

 

”Der er lige nu en strømning, hvor pædagogik skal handle om nærvær, følelsesregulering og tilknytning," siger Maja Plum.

 

Man kunne se det som et opgør mod tidligere strømninger om at sætte mål, sørge for, at børnene hele tiden lærer og udvikler sig og kortlægge dem. Men i praksis for pædagogen blander de forskellige dagsordner sig.

 

"I en levet praksis bliver det her et sammensurium af moralske idealer, der gør mulighederne for at lykkes som pædagog ganske vanskelige," siger hun.

3

Skal du arbejde med børns forskellighed eller holde øje med afvigelser?

Et tredje eksempel på intentionstrængsel er det stærke aktuelle ideal om, at pædagoger skal skabe stærke fællesskaber og deltagelsesmuligheder for alle børn. 

 

"Fordi børn kan være meget forskellige, og vi skal rumme det hele," siger Maja Plum. 

 

Men samtidig bruger dagtilbud kortlægnings- og screeningsredskaber, som retter pædagogens blik mod, hvad et barn forventes at kunne hvornår, og hvornår det falder uden for 'normalen', påpeger hun. 

 

”Det er to vidt forskellige opfordringer, der hiver i pædagogen.”

 

Gitte og Line er ikke pædagogernes rigtige navne. De er anonymiseret i forskningsartiklen.

Om forskningen

  • Studiet undersøger, hvordan moralsk stress opstår blandt pædagoger i danske daginstitutioner. 
  • Forskerne har gennemført etnografisk feltarbejde i to daginstitutioner og interviewet pædagoger. Derudover har de afholdt tre workshops med i alt 45 pædagoger og pædagogiske ledere fra 27 kommuner.
  • Bag studiet står forskerne Maja Plum, Lene S.K. Schmidt og Martin Gylling fra Professionshøjskolen Absalon samt Eva Pallesen fra Syddansk Universitet.
  • Resultaterne er blandt andet publiceret i artiklen 'A congestion of ‘good’ intentions: Exploring moral distress among professionals in ECEC' i tidsskriftet Contemporary Issues in Early Childhood. Læs artiklen her

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.