Vi skal skrive historie sammen

Vi får ikke gjort op med vores lønefterslæb i ét hug, men vi skal et godt stykke af vejen. Det skal blive mere attraktivt at blive og være pædagog. Og det skal afspejles i lønnen, skriver BUPL-formand Elisa Rimpler i lederen, Børn&Unge, nr. 8/2023

Den 12. oktober fejrer vi 50 år som fagforening. Det er en stor dag for vores fællesskab. Og vores fag er kommet langt, siden de tre foreninger Dansk Barneplejeråd, Dansk Børnehaveråd og Foreningen af fritidspædagoger slog sig sammen i 1973.

Vi har opnået meget. Vores profession har en bærende rolle i vores samfund, og vi har mangedoblet vores medlemstal. Vi har gennem årene kæmpet for bedre vilkår for børn og unge, for høj kvalitet i daginstitutioner og for bedre vilkår og mere anerkendelse af pædagoger. 

Men i fagforeningsregi er vi stadig et ungt fagligt fællesskab. Dengang i 1969, da pædagogerne blev indplaceret nederst i lønhierarkiet, fandtes vi slet ikke. Placeringen afspejler sig stadig på lønsedlen, fordi BUPL først i 1977 fik ret til at forhandle overenskomst.

Pædagogernes voldsomme lønefterslæb kan ikke indhentes ved overenskomstbordet. 
Faktisk vil det tage over 700 år, før målet er nået, hvis vi kun sætter vores lid til overenskomstsystemet.
Præcis derfor lagde vi for snart fire år siden en ny strategi på vores ekstraordinære kongres. Budskabet var klart: Christiansborg har skabt lønefterslæbet, og derfor skal de også løse det. #OK21 var altså en mellemstation frem mod en politisk løsning.

Planen er blevet fulgt til punkt og prikke. Vi har argumenteret benhårdt for at vække Christiansborgs politikere, og nu ser det ud, som om de er vågnet.  Med lønstrukturkomitéen og Socialdemokratiets valgløfte om tre milliarder kroner til forhandling i en once in a lifetime trepartsforhandling, som er lige om hjørnet, er vi nu tættere på målet end nogensinde før.

Vi får ikke gjort op med vores lønefterslæb i ét hug, men vi skal komme et godt stykke af vejen. Det skal blive mere attraktivt at blive og være pædagog. Og det skal afspejles i lønnen. 

Vi står overfor et historisk vindue til et opgør med lønefterslæbet. Den chance kommer ikke igen. Derfor er det nu, vi skal mobilisere al den styrke og kraft, vores fællesskab rummer. Vi skal skrive fagforeningshistorie sammen.

Om 50 år bliver BUPL 100. Der skal #OK24 stå og blinke som et skelsættende år. Det år, hvor vores fællesskab tog et stort og afgørende skridt i opgøret med lønefterslæbet. 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.