Smid spareplanerne i skraldespanden

Hvordan kan vi have en statskasse, der bugner, og have råd til skattelettelser til de rigeste, når vores børn må undvære nærvær og god pædagogik, spørger BUPL-formand Elisa Rimpler i lederen i Børn&Unge nr. 7.

Vi har sagt det igen og igen. Der er brug for en genopretning af børneområdet.

Minimumsnormeringer på daginstitutionsområdet er netop kun et minimum. En bund. Og ikke engang en sikkerhed for et minimum på den enkelte institution. Vi sagde dengang –  i 2019 – at der bagefter skulle bygges ovenpå med bedre normeringer og flere pædagoger. I dag er kompleksiteten blevet større og pædagogandelen mindre, under 50 % på landsplan. Bedre ser det ikke ud på skole- og fritidsområdet. Der er sparet to milliarder kroner siden 2013 på SFO’erne, og bid for bid forringes fritids- og ungdomsklubberne, hvis de da ikke helt lukkes.

Derfor holder vi vejret, hver gang der er en ny kommuneaftale mellem KL og regeringen på vej. Denne gang var ingen undtagelse. Og da vores arbejdsgivere og finansministeren kom ud af forhandlingslokalerne, fik vi at vide, at det var en historisk god aftale. Den bedste i 15 år. Og en mulighed for, at der nu kunne påbegyndes en genopretning.

Men der skete noget helt andet. For tilbagemeldingerne fra en lang række lokale fagforeninger er, at kommunerne lægger an til store besparelser på børne- og ungeområdet, blandt andet ved at nedlægge pædagogstillinger og ansætte medhjælpere i stedet. Det er dybt uambitiøst, og sammen har vi protesteret højlydt. 

Det er dybt utroværdigt, at børnene igen skal holde for, selvom politikerne lover mere velfærd. Og hvordan kan vi have en statskasse, der bugner, og have råd til skattelettelser til de rigeste, når vores børn må undvære nærvær og god pædagogik? 

Opråbet har allerede givet genlyd hos statsministeren, så i regeringens udkast til en finanslov er der nu afsat 2,5 milliarder kroner ekstra særligt til de hårdest ramte kommuner. Men spørgsmålet er, om det er nok til at smide spareplanerne i skraldespanden?

Et er sikkert: BUPL vil holde skarpt øje med kommunernes budgetter. Og sammen skal vi fortsætte protesterne i de kommuner, hvor besparelserne truer.

Når statskassen bugner, skal der være råd til at investere i trivsel og udvikling for alle børn og unge.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.