Nu skal genopretningen begynde

Det skal stå tindrende klart, at kommunalpolitikerneikke kommer uden om investeringer på børneområdet i 2025, hvis de satser på at blive genvalgt næste år, skriver BUPL’s formand, Elisa Rimpler, i lederen i Børn&Unge nr. 6/2024.

Efteråret nærmer sig med hastige skridt. Men selvom vi snart går ind i en kold tid, skal vi hjælpe hinanden med at varme op under kommunalpolitikerne, inden de lægger kommunernes budget for 2025. Trods meget klare politiske signaler fra Christiansborg om at styrke børneområdet, bliver kommunerne nemlig ved med at spare her. Når pengene er små, er kreativiteten tilsvarende stor.

På daginstitutionsområdet blev årtiers løbende besparelser på normeringen bremset med loven om minimumsnormeringer. Men i stedet for at skære på normeringen barberer kommunerne på åbningstiderne eller indfører flere lukkedage, til stor frustration for forældrene. Mange kommuner har også opdaget, at der kan spares, hvis man ansætter ufaglærte i stedet for pædagoger. Det sker så stort et omfang, at kun halvdelen af de ansatte i daginstitutionerne nu er pædagoger. Konsekvensen kender vi: I daginstitutionerne er hele 38 procent nu kendetegnet ved utilstrækkelig kvalitet.

Samme løbende udhuling af kvaliteten ser vi også i SFO’er og klubber landet over. Lad mig gøre det klart, at ansvaret både ligger hos kommunerne og skiftende regeringer. Kommunerne forvalter i sidste ende de penge, de får fra regeringen i de årlige økonomiaftaler, og i år fik kommunerne 3,2 milliarder ekstra til at løfte velfærden. Det er en væsentligt bedre økonomiaftale, end vi har set længe. Det må og skal resultere i starten på en genopretning af børneområdet.

Vi kommer til at kæmpe fra hus til hus, både lokalt og nationalt. Det skal stå tindrende klart, at kommunalpolitikerne ikke kommer uden om investeringer på børneområdet i 2025, hvis de satser på at blive genvalgt i november næste år. Når vi i vores fællesskab lægger kræfterne i, kan vi skabe store resultater. Det har vi vist flere gange før. Det skal vi gøre igen, og sammen skal vi arbejde for, at 2025 bliver næste skridt i en nødvendig genopretning af børneområdet. 
 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.