Nu skal der leveres på højere faglighed
Da regeringen og støttepartierne i 2019 aftalte at indføre minimumsnormeringer, blev det besluttet, at loven først skulle gælde fra 2024. Det var nødvendigt med en lang indfasning for at sikre, at der var pædagoger nok, når loven trådte i kraft, lød argumentet.
Politikerne købte sig fire år til at gøre noget ved den rekrutteringskrise, som var under opsejling med færre pædagogstuderende, stigende børnetal og faldende pædagogandel.
I BUPL har vi hele tiden argumenteret for, at bedre normeringer og højere faglighed skal gå i hånd i hånd for at øge kvaliteten. Derfor pressede vi hårdt på for, at loven skulle indeholde bindende mål for en højere pædagogandel. Det var der desværre ikke politisk vilje til.
Nu skriver vi 2024. Loven er netop trådt i kraft. Og den er afgørende for at sikre, at normeringerne følger med, når børnetallet stiger, og som værn mod nye besparelser.
Kommunerne har fået et milliardbeløb til at ansætte flere pædagogiske medarbejdere frem mod lovens ikrafttræden. Og de er også blevet brugt. Alligevel er der blevet længere mellem pædagogerne. På mange stuer er der kun én fast pædagog, på andre ingen. Vi har ramt et historisk lavpunkt, hvor nu kun hver anden pædagogiske medarbejder har en pædagoguddannelse.
Det går ud over kvaliteten. For nylig viste en landsdækkende undersøgelse, at 4 af 10 vuggestuer har en utilstrækkelig kvalitet, mens ganske få har høj kvalitet. Fordi der er for få pædagoger.
Det er ikke lovens skyld, men handler om, at politikerne skal lægge sig i selen for at levere på den del, som handler om højere faglighed – altså flere pædagoger.
Det nye lønløft til pædagoger er et stort skridt i den rigtige retning. Men vi venter stadig – nu på femte år – på den lovede investering i en bedre uddannelse. Vi venter stadig på, at kommunerne sætter turbo på uddannelsen af flere pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter til pædagoger. Og vi venter stadig på en samlet plan for, hvad politikerne og arbejdsgiverne vil gøre for at genoprette kvaliteten i vores daginstitutioner.
Minimumsnormeringer lægger kun en bund. Et absolut minimum. Vi bør have højere ambitioner, når det gælder en god start på livet.