Brug din stemme, for den er vigtig
Som du ved, er det snart tid til at stemme om den overenskomst, der skal gælde for de kommende to år. Men hvad er det for en aftale, du om lidt skal sige ja eller nej til?
Som formand og forhandlingsleder synes jeg, at vi har landet en rigtig god aftale for pædagoger og ledere i kommunerne. En af de bedste i mange år. Og det er hovedbestyrelsen heldigvis enig i.
Den økonomiske del af aftalen – 8,8 procent over to år – er historisk høj, fordi det er over to år og ikke tre. Og allerede i 2024 kommer de første 5,74 procent ud på lønsedlen.
Det er vigtigt i en tid, hvor en høj inflation har gjort det sværere at få det hele til at løbe rundt.
Når vi lægger midlerne fra trepartsaftalen oveni, ender vi på en stigning i løn og pension for en gennemsnitlig pædagog på fuld tid på cirka 5.000 kroner om måneden før skat og med pension frem mod 2026. Det kan mærkes!
Ud over det økonomiske har faglighed i høj grad været i centrum for vores krav. Det har stor betydning for, at flere kan se sig i faget på sigt. Med aftalen synliggør vi ikke blot ledervejen, men også vejen til faglig udvikling og mere i løn.
Det betyder blandt andet, at vi har aftalt ny stillingskategori: ’pædagogfaglig specialist’, ligesom der er skruet op for grundlønnen for mellemledere.
I forhandlingerne strandede vi dog igen på kravet om forberedelse. Arbejdsgiverne vil ikke skrive det ind i arbejdstidsreglerne. Kompromiset blev et fælles forståelsespapir, som fastslår, at pædagogisk faglighed er afgørende for kvaliteten i praksis, og at det forudsætter tid, forberedelse, evaluering og udvikling i hverdagen. Det vil vi bruge som løftestang for lokale aftaler om arbejdstid i kommunerne.
Uanset om du stemmer ja eller nej, så gør din stemme gældende. Jo flere der stemmer, jo tydeligere bliver det for arbejdsgivere og politikere, at pædagoger og ledere interesserer sig for vores løn og vilkår.