Børn med mudder på skoene

AMR: Merindskrivning

Har din kommune planer om at skrive flere børn ind, end institutionen er godkendt til? Eller er det allerede sket? Læs, hvad du kan gøre som AMR på det kommunale område.

Hvad er merindskrivning?

Som udgangspunkt er en daginstitution, SFO eller klub indrettet til et bestemt antal børn. Det skal fremgå af en ibrugtagningstilladelse, hvor mange børn bygningerne er godkendt til. 

Hvis kommunen indskriver flere børn, end bygningerne er godkendt til, er der tale om merindskrivning.

Merindskrivning er et problem, fordi det sætter arbejdsmiljøet og det pædagogiske arbejde under pres. Flere børn på de samme kvadratmeter medfører blandt andet mere støj, dårligere luftkvalitet, ringere hygiejne og større risiko ved brand.

Hvad skal du være opmærksom på som AMR?

Som AMR skal du være opmærksom på følgende tegn på merindskrivninger:

  1. Om merindskrivninger er på dagsordenen hos jer, fx på personalemøder, TRIO- eller MED-udvalgsmøder.
  2. Om I har fået besked om at modtage ekstra børn
  3. Om der er kommet flere børn på stuerne
  4. Om der ikke længere er garderobeplads til alle børn
  5. Om depotrum eller lignende er blevet inddraget til opholdsrum for børn

Hvis du oplever tegn på merindskrivning

Hvis du bliver opmærksom på et eller flere af ovenstående tegn på merindskrivninger, anbefaler BUPL følgende:

Hvis merindskrivninger er på vej

Stil følgende spørgsmål til din leder/på et MED-udvalgsmøde/til kommunen eller få din TR eller FTR til at gøre det:

  • Hvor mange børn er institutionen godkendt til?
  • Vil den godkendelse fortsat være overholdt, hvis vi indskriver flere børn?
  • Vil kommunen byggesagsbehandle på ny, hvis der indskrives flere børn, end institutionen er godkendt til?

Kan du ikke få tilfredsstillende svar på dine spørgsmål, så kontakt din lokale fagforening.

I forløbet skal du huske:

  • at spørgsmål om merindskrivning skal behandles i MED-systemet, da det vedrører forhold af betydning for arbejds-, personale-, samarbejds- og arbejdsmiljøforhold.
  • at sikre dig, at dine spørgsmål og bemærkninger samt svarene på disse bliver ført til referat.
  • at tjekke i referatet, at dine kommentarer er kommet med, og protestere hvis de ikke er kommet med.
  • at tage dine egne noter, så du kan huske forløbet korrekt.

Hvis I allerede har merindskrivninger

Stil følgende spørgsmål til din leder/på et MED-udvalgsmøde/til kommunen eller få din TR eller FTR til at gøre det:

  • Hvor mange børn er institutionen godkendt til?
  • Er den godkendelse stadig overholdt med det antal børn, vi har nu?

Hvis det viser sig, at godkendelsen ikke er overholdt, skal du stille krav om, at kommunen laver en ny byggesagsbehandling af institutionen.

Kan du ikke få svar på dine spørgsmål, eller vil kommunen ikke lave en ny byggesagsbehandling, så kontakt din lokale fagforening.

Barn leger med maling
Som AMR bør du blandt andet holde øje med, om der er flere børn i institutionen, end den er godkendt til. Merindskrivning giver fysiske udfordringer i institutionen, og det medfører også et mere stressende miljø for både børn og voksne.

Merindskrivning i privat institution

Merindskrivning kan også forekomme i en privat institution, hvis bestyrelsen optager flere børn, end institutionens ibrugtagningstilladelse tillader. 

Hvis du som AMR i en privat institution ser tegn på, at merindskrivninger er på vej, kan du eller din TR stille følgende spørgsmål til din leder, på et møde i arbejdsmiljøorganisationen (AMO) eller samarbejdsudvalget (SU) eller til bestyrelsen:

  • Hvor mange børn er institutionen godkendt til?
  • Vil den godkendelse fortsat være overholdt, hvis vi indskriver flere børn?
  • Vil institutionen bede kommunen om en ny byggesagsbehandling, hvis der indskrives flere børn, end institutionen er godkendt til?

Hvis du ser tegn på, at I allerede har merindskrivning, kan du eller din TR stille følgende spørgsmål til din leder, på et møde eller til bestyrelsen:

  • Hvor mange børn er institutionen godkendt til?
  • Er den godkendelse stadig overholdt med det antal børn, vi har nu?

Kan du ikke få tilfredsstillende svar på dine spørgsmål, så kontakt din lokale fagforening.

Dine handlemuligheder som AMR i en privat institution er altså stort set er de samme, som hvis du var AMR i en kommunal institution. MED-udvalg er bare blevet til AMO eller SU, og kommunen er blevet til bestyrelsen.

De vigtigste regler i forhold til merindskrivninger

  • Plads: Der skal være et frit gulvareal på minimum 3 kvadratmeter (m2) pr. barn i vuggestuer og 2 kvadratmeter (m2) i børnhaver, SFO og klub
  • Udluftning: Der skal være mekanisk ventilation
  • Indeklima: Det maksimale CO2-indhold i indeluften må ikke overstige 1.000 ppm
  • Akustik: Efterklangstiden må ikke overstige 0,4 sekund . 
  • Hygiejne: Der bør være minimum 2 toiletter og 2 håndvaske (eller en vaskerende med 2 haner) pr. 20 børn. 

Læs mere i branchevejledningen "Nybyggeri og renovering af daginstitutioner"

Video: Merindskrivninger breder sig

Det stigende børnetal presser kommunerne, som i mange tilfælde benytter sig af merindskrivninger. 

Se BUPL's video om merindskrivninger herunder (3. min.)

Fandt du, hvad du søgte?

For at undgå spam, skal du godkende at du ikke er en robot.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.