Dårligt indeklima gør børn og pædagoger syge
Pædagoger med dårlig luftkvalitet på deres arbejdsplads har næsten dobbelt så mange sygedage som pædagoger, der arbejder et sted med god luftkvalitet. Det viser en analyse af svar fra 17.000 pædagoger i BUPL’s helt nye vilkårsundersøgelse.
Analysen viser en helt tydelig statistisk sammenhæng mellem pædagogernes sygedage og deres vurdering af luftkvaliteten på arbejdspladsen. Jo bedre luftkvaliteten er, des færre sygedage har pædagogerne.
Det er under al kritik, at det er de standarder, vi tilbyder både børn og pædagoger
Elisa Rimpler, BUPL-formand
- Alt for mange daginstitutioner og SFO’er er simpelthen ikke bygget og vedligeholdt på en acceptabel måde, som tager højde for, at mange børn og voksne er tæt sammen hele dagen. Det er under al kritik, at det er de standarder, vi tilbyder både børn og pædagoger, siger Elisa Rimpler, formand for BUPL.
Når luftkvaliteten er dårlig, er der større risiko for spredning af luftbårne vira, som giver luftvejsinfektioner.
Elisa Rimpler efterlyser derfor først og fremmest moderne mekanisk ventilation i alle daginstitutioner og SFO’er, fordi det kan gøre en kæmpe forskel for luftkvaliteten og dermed trivslen og sygefraværet.
Invester i mekanisk ventilation
En ny Megafon-undersøgelse foretaget for BUPL viser, at kun fire ud af ti kommuner har ventilationsanlæg i langt de fleste daginstitutioner. Og kun hver tredje kommune har en indeklimastrategi for daginstitutionerne.
Hverken pædagoger eller børn skal blive syge af at være i vores daginstitutioner. Men det er desværre konsekvensen af mange overfyldte og nedslidte børnehaver og vuggestuer.
Elisa Rimpler, BUPL-formand
- Hverken pædagoger eller børn skal blive syge af at være i vores daginstitutioner. Men det er desværre konsekvensen af mange overfyldte og nedslidte børnehaver og vuggestuer. Det er ikke bare urimeligt over for børn og voksne, men også en stor udgift for samfundet, som kunne undgås, hvis vi investerer i bedre indeklima, siger Elisa Rimpler.
Ifølge BUPL’s beregninger vil det koste cirka 2 milliarder kroner at etablere moderne mekanisk ventilation i de godt 2000 daginstitutioner, som ikke har det i dag.
Men kommunernes byggebudgetter er lige så hårdt spændt for som budgetterne til velfærd, ligesom anlægsloftet betyder, at mulighederne for at renovere er stærkt begrænsede.
- Kommunerne får brug for hjælp, så der hurtigst muligt kan blive gjort noget ved problemet. Vi kan ikke leve med, at der går årevis, før der sker noget. Derfor mener jeg, Folketinget bør afsætte en særlig pulje til at etablere mekanisk ventilation i alle daginstitutioner, siger Elisa Rimpler.