Mød kandidaterne til BUPL's forretningsudvalg
Formand: Elisa Rimpler genopstiller
Hvorfor genopstiller du som formand?
”Fagpolitik er et langt, sejt træk. Og vi er langt fra færdige med at kæmpe kampen for, at det skal være mere attraktivt at blive og være pædagog. Lige nu har vi nogle gode sejre at stå på, men der er fortsat meget at nå – og det vil jeg gerne bidrage til. Både når det kommer til vores løn, vores vilkår og betingelserne for at løfte vores faglighed. På kort sigt står vi blandt andet med en pædagoguddannelse, der skal styrkes, men vi har også et organisationsprojekt i BUPL, som jeg meget gerne vil føre til ende.”
Hvilke politiske sejre for BUPL vil du især fremhæve fra din seneste periode som formand?
”Denne periode har helt klart stået i lønløftets tegn. Jeg er stolt, når jeg tænker på de seneste to år, men arbejdet for et lønløft begyndte langt tidligere. Da vi genoplivede Ligelønsalliancen i 2018, stod vi fast på at finde en vej, som sikrede et løft til de lavest lønnede, kvindedominerede fag uden at gå på kompromis med den danske model. Dengang havde vi nærmest ingen politisk opbakning, men sammen med aktive fra hele fagbevægelsen tilkæmpede vi os et lønløft. Og det var helt til det sidste en hård kamp, at vi som pædagoger fik vores andel. Det er aldrig set før, og det har været en mindeværdig kamp at være en del af.”
Hvad vil du især kæmpe for i de kommende to år, hvis du bliver genvalgt?
”Nu, hvor børnetallet ser ud til at stige mindre end forventet, har vi en gylden mulighed for at slå ring om ressourcerne blandt andet i vores daginstitutioner og sørge for, at pædagogandelen kommer op. Det er så afgørende for kvaliteten, at vi er pædagoger nok, og det stiller store krav til kommunerne. Vi skal overbevise politikerne om, at de skal investere mere i børne- og ungeområdet, og så har vi samtidig en stor kamp for vores faglighed og for mere albuerum til pædagogikken både i dagtilbud og i skole- og fritidstilbud – ja, alle de steder, hvor vi bedriver pædagogik.”
22. november har du været formand i 10 år. Troede du, du skulle være formand så længe, da du blev valgt i 2014?
”Nej, det havde jeg nok ikke troet på, hvis nogen havde fortalt mig det for 10 år siden. Jeg har aldrig haft en hemmelig drøm om at blive formand for BUPL. Det blev jeg, fordi mange i BUPL troede på, at jeg kunne sætte en ny retning. Vi havde brug for at samle kræfterne og ruste os til for alvor at kæmpe for pædagogernes vilkår i en tid, hvor pædagoger og ledere blev udsat for besparelse oven på besparelse og følte sig magtesløse. På det tidspunkt så jeg mere mig selv som en slags overgangsfigur, der kunne sparke den nødvendige omstilling i gang. Men jeg måtte sande, at fagpolitiske sejre tager tid, lang tid.”
Hvor ser du BUPL i dag sammenlignet med for 10 år siden?
”BUPL er i dag blevet en synlig og modig organisation. Vi forstår at holde sammen og trække på samme hammel, og vi er også blevet stærkere udadtil. Jeg er virkelig stolt af, at vi er kommet hertil. Også selv om der endnu er meget at kæmpe for. Det har kostet mange fælles kræfter at få BUPL derhen, hvor vi er et stærkere fagligt fællesskab, og hvor vi allesammen godt ved, at vi ikke skaber resultater, hvis vi ikke står sammen og hjælper hinanden. Vi har i dag en organisation, hvor mange pædagoger engagerer sig og synes, det er fedt at være en del af et fællesskab, og det er en forudsætning for vores fagpolitiske sejre.”
Hvilke sejre vil du fremhæve for BUPL gennem din tid som formand?
”Kampen for minimumsnormeringer har været helt afgørende og har i den grad kostet blod, sved og tårer. Fra de første møder med fællestillidsrepræsentanter, som fortalte om en hverdag, hvor den største barriere for at gøre forskel for børn og unge var de manglende ressourcer. Til beslutningen om, at vi i fællesskab ville kæmpe for minimumsnormeringer. Til vi nu har en lov, der sikrer en bund. Vi kan se i de seneste opgørelser og i kommunernes budgetter, at minimumsnormeringer har en virkning. Men loven redder ikke alting, for samtidig med at normeringerne er blevet bedre, er pædagogandelen faldet, og vi ser flere børn og unge, der har det svært. Så vi er langt fra færdige med at kæmpe. Lønløftet er en anden vigtig sejr, som har bragt os et godt skridt videre, når det kommer til at indhente lønefterslæbet.”
Hvad bliver den næste store udfordring for BUPL?
”Når vi taler om at styrke pædagogers løn og arbejdsvilkår, når vi taler om autonomi, når vi taler om ledernes arbejdsvilkår og en styrket pædagoguddannelse, handler det alt sammen om faglighed. Faglighed er centrum for de kommende års arbejde, og det er her, slaget skal stå. Betydningen af pædagogik og dygtige pædagoger er gået op for mange. Hvis vi også skal overbevise politikerne, skal vi ranke ryggen og fortælle, hvad vi kan, og hvorfor vi arbejder for, at flere har en pædagoguddannelse. Jeg synes, vi bliver bedre til det, men vi har stadig et stykke arbejde med at forklare, hvorfor der ikke bare skal være hænder nok. Det betyder også noget, at hænderne sidder på en pædagog.”
/MPZ
Om Elisa Rimpler (54)
- 1999: Pædagog fra Esbjerg Seminarium
- 2000: Ansat som pædagog på Tjæreborg Skole i Esbjerg Kommune
- Tillidsrepræsentant på Tjæreborg Skole, fællestillidsrepræsentant i Esbjerg Kommune
- 2009-2010: Faglig sekretær i BUPL Sydjylland
- 2010-2014: Formand for BUPL Sydjylland
- 2014: Formand for BUPL
Næstformand: Birgitte Conradsen genopstiller
Hvorfor genopstiller du?
”Jeg genopstiller, fordi BUPL står med en række store organisatoriske ændringer, som jeg vil være med til at følge til dørs. Vi står midt i arbejdet med den fremtidssikring af BUPL, som blev besluttet ved sidste kongres i 2022, og som kører frem til den ekstraordinære kongres i 2025. Jeg vil være med til at sikre, at vi kommer i mål med den indsats både økonomisk og i forhold til vores vigtige ambitioner på medlemmernes vegne. Det gælder eksempelvis en styrket indsats for de tillidsvalgte.”
Du har blandt andet politisk ansvar for tillidsvalgte og ligestilling. Hvad er de vigtigste resultater inden for de områder, som du og BUPL har opnået de seneste to år?
”På kongressen i 2022 vedtog vi at styrke rammerne for vores tillidsvalgte helt nede fra den enkelte tillidsrepræsentant til op på politisk niveau i BUPL. Den styrkelse er helt afgørende, hvis vi skal fremtidssikre BUPL. Der er brug for, at tillidsvalgte på alle niveauer er klædt bedst muligt på og har de bedst mulige rammer for at løse de opgaver, vi kommer til at stå med. I forhold til ligestilling, så har vi besluttet at lave en ny ligestillingspolitik, der både fokuserer på at sikre medlemmernes vilkår i lyset af, at vi er et traditionelt kvindefag, og på, hvordan vi fagligt arbejder med ligestilling i et børneperspektiv.”
Hvad vil du særligt kæmpe for de næste to år, hvis du bliver valgt?
”Reformen af pædagoguddannelsen ser ud til først for alvor at lande i næste kongresperiode, og arbejdet med den er et stort fokuspunkt for mig. Samtidig er der brug for at styrke pædagogfagets anseelse, så flere vælger det. Den kamp for pædagogikken og rammerne for at skabe kvalitet vil jeg også fokusere særligt på i de kommende år.”
/JPY
Om Birgitte Conradsen (59)
- 1992: Pædagog fra Jelling Socialpædagogiske Seminarium
- 1997: Bestyrelsesmedlem og faglig sekretær i BUPL Århus Amt
- 1999: Formand BUPL Århus
- 2004: Valgt til forretningsudvalget i BUPL
- 2006: Valgt som næstformand i BUPL
Hovedkasserer: Lasse Bjerg Jørgensen genopstiller
Hvorfor genopstiller du?
”BUPL er inde i en stor omstilling. Vi har kun de penge, vi nu engang har, men vi har store ambitioner. Og vi har ambitioner om at gøre det bedre for vores medlemmer og være til stede så tæt på som muligt. Der vil jeg gerne være med til at finde ud af, hvordan vi gør det.”
Du er politisk ansvarlig for blandt andet arbejdsmarkedsområdet. Hvad er de vigtigste resultater, som du og BUPL har opnået de seneste to år på det område?
”Vi har arbejdet målrettet for, at vi i BUPL-A får de første tre måneders kontakt med de ledige. Det har vi fået nu, og det er en rigtig god ting, for vi kender pædagogerne og kan hjælpe dem hurtigt i arbejde. Nu skal vi udbygge det og kæmpe for, at vi får kontakten de første seks måneder, når folk bliver ledige. Vi fik også forhindret, at regeringen fjernede seniorpensionen, som er en af de pensioner, vores medlemmer bruger rigtig meget. Nu skal vores arbejde bestå i, at hvis pensionssystemet skal ændres, så skal det stadig være muligt at trække sig tilbage i værdighed, hvis man ikke kan arbejde mere. Arnepensionen er ikke til pædagoger, men vi skal have noget, der ligner.”
Hvad vil du særligt kæmpe for de næste to år, hvis du bliver valgt?
”Jeg vil videreføre resultaterne på arbejdsmarkedspolitikken. Jeg vil gerne følge kampen for en ny pædagoguddannelse til dørs. Vi har knoklet målrettet med at påvirke politikerne til at gøre den bedre. Vi er tæt på at være i mål, og alligevel føles det langt fra. Og så vil jeg kæmpe for et stærkere BUPL, der skaber endnu flere sejre for medlemmerne.”
/SBH
Om Lasse Bjerg Jørgensen (56)
- 1991: Pædagog fra Frøbelseminariet
- 1995: Tillidsrepræsentant i Albertslund Kommune og medlem af det tidligere BUPL Afdeling 4’s bestyrelse
- 2000: Leder af daginstitutionen Damhuset, Vanløse
- 2002: Medlem af bestyrelsen i BUPL København
- 2006: Valgt ind i forretningsudvalget, fra 2012 som hovedkasserer
Faglig sekretær: Lars Søgaard Jensen genopstiller
Hvorfor genopstiller du?
”Hele den gryende forståelse af, hvad fritidsområdet kan, vil jeg gerne være med til at følge til dørs. Jeg har også en ambition om, at vi med OK26 skal komme et skridt videre i forhold til det lønefterslæb, som vi stadig har, selv om vi fik en fantastisk overenskomst i 2024. Også hele organisationens projekt om et fremtidssikret BUPL er spændende, og der har jeg noget at bidrage med.”
Du er politisk ansvarlig for 6-18-årsområdet. Hvad er de vigtigste resultater, som du og BUPL har opnået de seneste to år på det område?
”Vi er langt fra i mål. Men der er blevet indført sociale normeringer på fritidsområdet. Det er lykkedes at få politiske partier til at lave udspil på fritidsområdet. Andre aktører, Rådet for børns læring for eksempel, køber også ind på den dagsorden, vi har på fritidsområdet. De kan også se, at fritidsområdet kan noget, når vi taler børn og unge og deres trivsel og mulighed for deltagelse. Der er også nedsat partnerskabet ’Sammen om fritiden’ af børne- og undervisningsministeren. Det kan vi godt sige i høj grad er noget af det, vi har været med til at præge.”
Hvad vil du særligt kæmpe for de næste to år, hvis du bliver valgt?
”Jeg håber, at vi i næste kongresperiode kan få de sociale normeringer på fritidsområdet permanentgjort på finansloven. Og at vi kan komme igennem med det, vi har vedtaget internt i BUPL: Nemlig at der også skal være selvstændig ledelse og budgetter på fritidsområdet, og at vi ad den vej kan få en genrejsning af fritidspædagogikken.”
/SBH
Om Lars Søgaard Jensen (64)
- 1987: Pædagog fra Odense Børnehave- og Fritidspædagogseminarium
- 1989: Tillidsrepræsentant
- 1990: Medlem af BUPL Odenses bestyrelse
- 1992: Faglig sekretær i BUPL Odense
- 2002: Formand for BUPL Fyn
- 2014: Faglig sekretær og medlem af BUPL’s forretningsudvalg
Faglig sekretær: Johnny Gaardsdal genopstiller
Hvorfor genopstiller du?
”For to år siden havde vi både et faldende medlemstal og en faldende organisationsprocent i BUPL. Derfor var det også en stor opgave, da jeg efter sidste kongres fik medlemsorganisering som mit politiske ansvarsområde. Det har jeg været utroligt glad for at arbejde med. Og i fællesskab i organisationen har vi formået at vende udviklingen til medlemsfremgang og en pæn organisationsprocent. Jeg vil gerne gøre mit til, at den udvikling kan fortsætte.”
Du har blandt andet politisk ansvar for 0-6-årsområdet og arbejdsmiljø. Hvad er de vigtigste resultater inden for de områder, som du og BUPL har opnået de seneste to år?
”Minimumsnormeringerne er trådt i kraft i denne periode. Udover det har vi fået sikret opkvalificeringspuljen, der skal give os flere pædagoger gennem merituddannelsen. Og så har vi fået lagt flere vigtige spor ved OK24 - og gennem lokale arbejdstidsaftaler - som giver flere og flere pædagoger tid til faglighed. Det er vigtigt for både børnene i daginstitutionerne og pædagogernes arbejdsmiljø.”
Hvad vil du særligt kæmpe for de næste to år, hvis du bliver valgt?
”Vi har arbejdet intenst med vores forslag til strategi for Styrket udvikling af tillidsvalgte, som skal behandles på kongressen. Den retning, som strategien sætter, vil jeg gerne være med til at gøre konkret i en ny periode. På 0-6-årsområdet vil jeg arbejde for, at den næste periode bliver der, hvor vi begynder opgøret med de pædagogiske koncepter og styringsregimet - og lader det være pædagogernes faglighed, der styrer på de pædagogiske arbejdspladser.”
/JPY
Om Johnny Gaardsdal (41)
- 2006: Pædagog fra Viborg Seminarium
- 2006-2017: Pædagog i Børnehaven Søstjernen (senere Børnehuset Bulderby)
- 2013: Uddannet meningsdanner
- 2016: Medlem af BUPL’s hovedbestyrelse
- 2017: Faglig sekretær i BUPL Midtvestjylland
- 2022: Faglig sekretær og medlem af BUPL’s forretningsudvalg
Der er mulighed for at stille op til forretningsudvalget frem til valghandlingen på kongressens sidste dag.
Du kan finde hovedbestyrelsens beretning og læse mere om kongressen på bupl.dk/kongres