Diplomuddannelse Pædagogik
Diplomuddannelser er opbygget som deltidsuddannelser over 2-3 år, og der opkræves deltagerbetaling. Visse diplomuddannelser kan også tages på fuld tid over et år.
Uddannelserne formidler undervisnings- og formidlingsmæssig metode kombineret med faglig viden om det fag eller det felt, man virker inden for.
Man kan tage et enkelt modul eller stykke moduler sammen til en fuld diplomuddannelse, der afsluttes med et afgangsprojekt.
Der findes en række pædagogiske diplomuddannelser. Fælles for dem er:
- De svarer til 1 års fuldtidsstudie (60 ECTS-point) og kan tages på deltid over tre år
- Adgangskravet er relevant uddannelse og mindst 2 års erhvervserfaring
- Uddannelsen koster mellem 42.000 og 65.000 kr.
Læs mere om de pædagogiske diplomuddannelser på UddannelsesGuiden
Uddannelsens opbygning
De pædagogiske diplomuddannelser består af to obligatoriske moduler, som er fælles for alle de pædagogiske diplomuddannelser. Det drejer sig om modulerne Pædagogisk viden og forskning (10 ECTS-point) samt Undersøgelse af pædagogisk praksis (5 ECTS-point). Derudover består uddannelserne af retningsspecifikke valgmoduler (30 ECTS-point) samt et afgangsprojekt (15 ECTS-point).