Ergonomiske belastninger kan have langvarige konsekvenser

Ergonomiske belastninger - Forebyg smerter

Som pædagog bruger du kroppen i dit arbejde hver eneste dag. Derfor er det vigtigt, at du passer på den. Læs her, hvordan I med indretning af arbejdspladsen, tekniske hjælpemidler og de rette arbejdsgange kan forebygge smerter, skader og nedslidning

Hvad er ergonomiske belastninger?

Ergonomiske belastninger kan opstå i mange arbejdssituationer, hvis du ikke er opmærksom på at undgå dem. Det omfatter blandt andet: 

  • Tunge løft og gentagne løft i løbet af arbejdsdagen
  • Arbejde med bøjet eller vredet ryg
  • Arbejde på hug eller knæ
  • Lange rækkeafstande med noget tungt i hænderne
  • Fastlåste arbejdsstillinger eller arbejde med begrænset bevægelsesfrihed

Den samlede belastning forøges, jo længere tid du udsættes for de forskellige belastninger, eller hvis du udsættes for flere belastninger på én gang. Løft er for eksempel mere belastende for din krop, hvis du løfter med bøjet eller vredet ryg, med armene over skulderhøjde eller under knæhøjde, eller hvis du skal række langt med noget tungt i armene.

Overblik: Ergonomiske belastninger blandt pædagoger

  • 55 pct. af alle pædagoger arbejder med ryggen vredet eller foroverbøjet i mindst ¼ af arbejdstiden.
  • 50 pct. af alle pædagoger bærer eller løfter i mindst ¼ af arbejdstiden.
  • 49 pct. af alle pædagoger sidder på hug eller ligger på knæ i mindst ¼ af arbejdstiden.

Kilde: Arbejdstilsynet: National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere (NOA-L), 2023.

Konsekvenser af ergonomiske belastninger

Bliver du ofte udsat for ergonomiske belastninger kan det føre til muskel-skelet-besvær (MSB) i ryg, skuldre, nakke, arme og knæ.

MSB er en fællesbenævnelse for smerter, stivhed eller ømhed i kroppens led, ledbånd, sener, muskler og knogler samt dertilhørende kar og nerveforsyninger. Arbejdsrelateret MSB er blandt de hyppigste årsager til smerter, langvarigt sygefravær og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet (førtidspensionering og/eller efterløn).

Forebyggelse: Dette har din arbejdsgiver pligt til

Din arbejdsgiver har pligt til at sørge for, at arbejdspladsen er hensigtsmæssigt indrettet, og at arbejdet tilrettelægges, så du og dine kollegaer kan arbejde uden at blive udsat for ergonomiske belastninger, som indebærer en risiko for sundhed eller sikkerhed. For at forebygge MSB skal arbejdet tilpasses til dig, som skal udføre det. Ikke omvendt. 

Derudover skal din arbejdsgiver instruere dig i, hvordan du udfører dit arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Både når det gælder korrekt arbejdsteknik og brug af tekniske hjælpemidler. 

Under arbejdet, skal du have mulighed for at variere din arbejdsstilling, så du ikke arbejder for længe ad gangen i de samme stillinger. Du skal desuden kunne holde pauser med passende intervaller.

Sådan kan I selv bidrage til forebyggelsen

Med de rette arbejdsgange i hverdagen kan I som pædagoger også medvirke til at forebygge ergonomiske belastninger på arbejdspladsen. Blandt andet ved at lade børnene gøre mest muligt selv. Det udvikler børnene og skåner jer mod belastninger. 

6 gode vaner, hvor børnene kan selv i daginstitutionen

  • Tage tøj af og på
  • Rydde legetøj op, når legen er færdig
  • Kravle op på puslebordet
  • Kravle op i krybben
  • Dække bord og hælde op
  • Gå ind på stuen om morgenen, så I kan tage imod barnet uden at løfte

Læs mere i pjecen KanSelv – VilSelv fra BFA

Tekniske hjælpemidler

Brug hjælpemidler, og undgå belastninger

Din arbejdsgiver skal stille egnede og vedligeholdte tekniske hjælpemidler til rådighed for dit arbejde. Som ansat har du pligt til at anvende hjælpemidlerne og følge de instruktioner, du får fra din arbejdsgiver. Så medvirker du til, at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige

Tekniske hjælpemidler omfatter blandt andet: 

  • Hæve-sænkebord ved puslepladsen.
  • Trappestiger til krybberne.
  • Påklædningsbænke til garderoben.
  • Taburetter med hjul til garderoben og badeværelset.
  • Loftslift eller personlift når børn og unge med fysisk handicap forflyttes fra kørestol, seng toilet mv.

Bevæg dig med børnene

Du forebygger også MSB ved at bevæge dig på jobbet sammen med børnene - fx ved at deltage i leg, løb og andre aktiviteter. Sundhedsstyrelsen anbefaler en halv times daglig motion ved moderat til høj intensitet. Derved fungerer du også som rollemodel for børnene.

Læs Sundhedsstyrelsens anbefalinger 

Mere inspiration til forebyggelsen

Hos Arbejdstilsynet og BFA finder du mere inspiration til, hvordan I forebygger ergonomiske belastninger på arbejdspladsen.   

Fandt du, hvad du søgte?

For at undgå spam, skal du godkende at du ikke er en robot.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.