Det blev for meget skole, men så fandt klubben nye dialogredskaber
Hvad ville I - vi ville være vigtige og nærværende voksne
Københavns Kommune anvender en fritidsmiljøvurdering til at undersøge børn og unges trivsel i SFO’er og fritidsklubber. Vores måling fra 2024 viste, at de unge enten ikke havde oplevet trivselssamtaler eller var specielt tilfredse med dem, de havde haft. Samtidig ved vi, at flere børn oplever mistrivsel og ikke har nogen voksne at tale med, så vi ville revurdere og nytænke, hvordan man som fritids- og ungdomspædagogisk tilbud arbejder intentionelt med systematiske samtaler, der forebygger mistrivsel.
Vi ville være vigtige og nærværende voksne i samtaler om pubertet, overgang fra mellem- til udskoling. Og vi ville især gerne have fat i dem, som i forvejen ikke siger så meget, for alle børn har ret til at blive hørt.
Hvad gjorde I – vi afprøvede dialogredskaber
Vi indgik et samarbejde med projektchef for fritidspædagogisk viden Ayse Kosar Larsen fra Center for Ungdomsstudier, CUR, om et aktionslæringsforløb med bl.a. tre fysiske workshops og en fælles temadag med klubber fra andre dele af København. Forinden havde vi indsamlet kvantitative data med en rundspørge om effekten af vores samtaler.
CUR udviklede et redskab, som vi kunne bruge til at anvende systematiske samtaler som intentionel praksis. Redskabet lagde meget faste rammer for, hvornår vi skulle holde samtaler, hvor mange børn der skulle deltage, længden på samtalen, aftalte spørgsmål, og at børnene for eksempel skulle række hånden op, når de ville sige noget. Men det duede ikke. Børnene syntes, systematikken mindede dem alt for meget om skolen, og Vesterbro Ungdomsgård er jo et frivilligt fritidstilbud, hvor børnene stemmer med fødderne.
På baggrund af erfaringerne kom ni medarbejdere på kursus på CUR, hvor de kom med input til, hvordan nye dialogredskaber kunne se ud uden det formelle præg, og så afprøvede vi dem. I dag er samtalerne langt mere åbne, og det er underordnet, om der er fem eller ti børn til stede, og om samtalen varer fem eller 20 minutter, så længe samtalen giver god mening. Dermed bevarer vi vores pædagogiske autenticitet til fordel for kerneopgaven som er at være tilgængelige voksne.
Hvad lærte I – børnene husker samtalerne
Vi lærte først og fremmest, at børnene rigtig gerne vil tale. Nogle gange var vi endda nødt til at standse snakken for at nå dagens aktivitet. Andre gange besluttede vi, at en del af samtalen skulle føres 1-1 med et barn, der for eksempel blev berørt af fællessnakken om dødsfald i familien. De systematiske trivselssamtaler i grupper kan ikke stå alene, men skal suppleres af et tilbud om individuelle samtaler. En individuel samtale kan så nogle gange afdække, at barnet allerede får professionel hjælp og egentlig foretrækker, at fritidsklubben er et frirum for snak om problemer. Andre gange har vi oplevet, at børnene er kommet til os for at tale mere om et emne, vi havde oppe for flere uger siden, eller gør os opmærksomme på, at et andet barn kan have brug for en snak. Samtalerne sætter sig hos børnene på den gode måde.
Hvad overraskede jer – vores trivselsindsats er svær at måle
Processen har været lang, og vi har været nødt til at justere undervejs. Det er vildt svært at dokumentere trivsels- og relationsarbejde. I fritidsmiljøvurderingen bliver børnene fx spurgt, om de har talt med en voksen om vigtige emner i deres liv, og det er et meget abstrakt spørgsmål for et barn at svare på. Vi kan som pædagoger uden tvivl gøre en indsats for børnene, men det er næsten umuligt at måle, hvad der skyldes vores indsats, og hvad der beror på andre faktorer. Vi skriver jo heller ikke ned, hver gang et barn kommer for at tale med os.
Hvad efterlod projektet sig i daglig praksis – dialogredskaberne virker og fører til gode snakke
Dialogredskaberne er blevet tilpasset vores fysiske rammer og ugentlige aktiviteter og er nu en del af vores hverdag. Vi har fx udviklet en dilemma-cafe til krearummet, hvor vi en gang om ugen tager et spørgsmål op, som børnene selv har foreslået. I modsætning til de voksnes mere overordnede emner er børnenes forslag som regel meget konkrete og aktuelle. De kan fx handle om, hvad man gør, hvis ens ven begynder at lege mere med en anden. Spørgsmålene fra børnene er anonyme og giver nogle gode snakke.
I vores aflange bordrollespilsrum anvender vi bl.a. et keglespil med spørgsmål, som vi finder på hen ad vejen. Det kan fx være, ’hvor mange køn mener du, at der er?’ Så skal børnene stille sig ved henholdsvis kegle 1, 2 osv. Derefter tager vi en snak om baggrunden for børnenes forskellige synspunkter. Keglespillet er godt til større børnegrupper, hvor samtalen skal være præget af aktivitet.
Frisbee-spillet er i samme boldgade. Et barn kaster, og griberen skal stille et spørgsmål eller bestemme, hvem der skal stille et spørgsmål. Her kan vi fx tale om, hvorvidt man præsterer lige så godt i sport, når man er ked af det, som når man er glad.
Et andet eksempel er vores vendespil, som vi bruger i vores stylingsalon. Her går børnene sammen to og to, når de har to kort, der matcher. Så snakker de om emnet på kortet, som fx kan være kropsudsmykning, og hvad eksempelvis makeup siger om ens identitet.