Ny bog: Følelser på arbejdspladsen skal ikke være et tabu
Det kan lyde simpelt: Tal om dine følelser. Men for nogle er det svært at bekende og håndtere de følelser, der opstår på arbejdspladsen. Følelser som professionel er et tabu hos flere, og det tabu vil Berit Mus Christensen og Maja Nørgård Jacobsen forsøge at bryde.
»Jeg synes, vi har en meget vigtig pointe i, at de følelser, vi har som professionelle, er en central del af vores faglighed. Generelt er det i nogle personalegrupper sådan, at det er et ret tabuiseret emne at tale om følelser. Det er ikke noget, man taler om, og det kan være svært at stå ved, fordi man så tror, at man er en dårlig professionel,« lyder det fra Maja Nørgård Jacobsen.
De to trin
I arbejdet med mennesker er det umuligt ikke at blive frustreret, irriteret eller ked af det over en situation, og derfor er det vigtigt at tale om disse følelser, siger Maja Nørgård Jacobsen. Men hvad kan pædagoger egentlig bruge bogen til?
»De kan bruge den til sig selv og det kollegiale fællesskab til at skabe opmærksomhed omkring egne følelser som professionel. De kan få nogle redskaber til at håndtere de følelser, der opstår,« siger hun og fortæller, at der er flere trin i det.
»Trin 1 er erkendelsen af, ’hvad er det, jeg føler?’ Man skal blive bedre til at mærke sine egne følelser i nuet. Så når jeg står overfor et barn i en situation, hvor barnet bliver trodsigt og ikke vil noget, så skal jeg i øjeblikket være opmærksom på, hvad der sker indeni mig lige nu. Man skal erkende, at man bliver irriteret, sur eller noget helt tredje. Man skal være bevidst om sine følelser, før man kan tage sig af dem. Trin 2 er så refleksionen og håndteringen af de følelser.«
Bedst for barnet
Berit Mus Christensen og Maja Nørgård Jacobsen forsøger med bogen at give nogle konkrete redskaber, øvelser og metoder til at håndtere følelser på arbejdspladsen, så pædagogerne kan tage sig bedre af børnene.
»Som pædagog skal man tage sig af børnene og hele tiden tænke på, hvad børnenes behov er, og det kan man bedre, hvis man har styr på sine egne følelser først. Hvis ikke man selv er i ro, så bliver det svært at gøre det, som er bedst for barnet,« siger Maja Nørgård Jacobsen.
Om bogen
’Med mig selv som redskab’ giver konkrete redskaber til, hvordan man kan forholde sig til de følelser, som opstår i arbejdet med andre mennesker som professionel. Den sætter gennem praktiske eksempler fokus på, hvordan følelser som irritation, utålmodighed, utilstrækkelighed med mere kan opstå. Bogen er udgivet af Frydenlund og koster 270 kr.