Minister om ny, kritisk kvalitets-rapport: Vi har brug for flere pædagoger
Tre ud af fire danske dagtilbudsledere advarer om, at mangel på kvalificeret pædagogisk personale svækker muligheden for at skabe et miljø med udvikling, trivsel og læring.
Det viser den nye såkaldte TALIS-rapport, som er en stor, international undersøgelse.
I forvejen har flere danske undersøgelser vist, at manglen på pædagoger skader kvaliteten i danske dagtilbud.
Læs også: Kvaliteten skranter i dagtilbud: Op til 50 børn for hver pædagog
Og BUPL-formand Elisa Rimpler opfordrer politikerne til at tage problemerne dybt alvorligt:
”Vi har brug for en national og lokal uddannelsesstrategi, der skal sikre, at vi får de pædagogkolleger, vi – og børnene – har brug for,” siger hun.
Bekymrende stigning i stress blandt pædagoger
Det er ikke kun dagtilbudslederne, som oplever et pres. Rapporten viser også, at langt hovedparten af det pædagogiske personale – 63 procent – i høj eller nogen grad oplever stress i deres arbejde.
Og sammenlignet med den seneste TALIS-rapport fra 2018 mener en stigende andel af pædagogerne, at ’håndtering af børnegruppers adfærd og arbejdet med at tilpasse rammerne til børn med særlige behov’ er kilder til stress.
’Presset er vokset i årevis’
Elisa Rimpler er desværre ikke overrasket over de negative konsekvenser, pædagogerne oplever. Børn med særlige behov betaler nemlig en høj pris, når kvaliteten ikke er god nok
”Pædagoger står på børnenes side. Derfor er det meget forståeligt, at pædagoger oplever det som en kilde til stress, at de ikke kan gøre det så godt, som de gerne vil, for alle børn,” siger hun.
BUPL-formanden påpeger, at presset på pædagogernes arbejdsvilkår er vokset i mange år, uden at der er kommet tilstrækkelige politiske løsninger.
”Mange pædagoger går med bekymringer på børnenes vegne og oplever, at rammerne ikke er gode nok. Det går desværre ud over både børn og de pædagoger, der prøver at hjælpe, så godt de kan,” siger hun.
Minister vil have flere pædagoger: Her er planen
Også børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) understreger, at der er brug for mere pædagogisk uddannet personale i vuggestuer og børnehaver.
”Jeg er særligt optaget af, at de erfarne pædagogmedhjælpere får mulighed for at tage en pædagoguddannelse på lidt kortere tid og uden at skulle opsige deres job,” siger han.
Elisa Rimpler er enig i, at merituddannelse er en vigtig vej til at sikre flere pædagoger og dermed mere faglighed omkring børnene.
Men der skal skrues væsentligt op for kommunernes brug af merituddannelse, mener hun. Samtidig kan et styrket fokus på at uddanne flere pædagoger ikke stå alene.
BUPL: Vi kommer ikke udenom normeringer
Blandt andet er der brug for bedre at sikre noget så grundlæggende som vikardækningen ved fravær på grund af sygdom eller kompetenceudvikling, påpeger Elisa Rimpler.
Desuden skal arbejdsmiljøet og pædagogers mulighed for at bruge deres faglighed styrkes. For eksempel med tid til forberedelse og sparring.
”Vi ved, at tid til faglighed er afgørende for, om pædagoger oplever at have et godt arbejdsmiljø, og dermed er det en af vejene til at sikre, at færre vælger at forlade faget – og vi kan trække flere pædagogkolleger til. Og så skal vi fortsætte med at bygge oven på minimumsnormeringer,” siger BUPL-formanden.