Seksuelt misbrug af børn - 200.000 hjemmesider med børneporno

Internettet er som regel et både smart og godt medie, men samtidig er det også et paradis for pædofile. Over 200.000 hjemmesider indeholder børnepornografisk materiale

"STOP - den internetside, din browser har forsøgt at få kontakt med, kan indeholde materiale, der vil kunne anses for ulovligt, og børnepornografi".

Sådan lyder advarslen, hvis man bevæger sig ind på en af de sider, Rigspolitiet i samarbejde med de fleste af internetudbyderne i Danmark har registreret til at indeholde børnepornografisk materiale.

Hver dag i marts måned 2006 registrerede Rigspolitiet gennemsnitlig 1755 brugere, som forsøgte at trænge igennem de spærringer, TDC og Rigspolitiet i fællesskab har sat op. TDC sidder på 61 procent af Internetabonnementerne i Danmark.

I april 2006 var cirka 3700 internetsider blokeret. Trods indsatsen er der stadig masser af sider med ulovligt indhold, som ikke er registreret.

Hver dag året rundt tikker mindst 15 e-mails med anmeldelser ind på Red Barnets elektroniske hotline. I november 2005 toppede antallet af anmeldelser med 1.500. De handler alle om sider på nettet, der viser børnepornografisk materiale i en eller anden grad.

Mellem 30-40 procent af henvendelserne giver Red Barnet videre til Rigspolitiet med henblik på lukning af siden og efterforskning af sagen.

Før Internettet blev et udbredt medie, var det sværere at få fat i børnepornografi. I dag er pædofile over hele verden kun få klik fra et slaraffenland af afklædte småpiger - og drenge. Og det er nemt at skjule sig for politi og retsvæsen bag computerskærmene. Det er nemlig svært at bevise, at kiggerne overtræder loven, fordi de ikke er i besiddelse af fotografierne, så længe de ikke gemmer dem på deres harddisk eller printer dem ud.

Irske Dr. Ethel Quayle har arbejdet som klinisk psykolog med fokus på seksuelle overgrebsbilleder af børn på Internettet i en årrække.

"Over 200.000 hjemmesider indeholder billeder af børnepornografi, og langt de fleste sider indeholder gratis billeder," fortæller Ethel Quayle.



Netværk for krænkere. Gennem nyhedsgrupper, via fildelingssider og chatsteder kommer pædofile i kontakt med hinanden. Her deler de fotos og videoklip.

Selvom en krænker, der "kun" kigger på billederne, måske ikke føler sig helt så skyldig som dem, der også tager billederne, er det lige så problematisk, og faktisk kan kiggernes brug af Internettet føre til flere krænkere. Det mener Donald Findlater, leder af projektet Stop it Now i England og vicedirektør på Lucy Faithfull Foundation, der har til formål at beskytte børn mod seksuelle overgreb.

"På Internettet bliver krænkerne bekræftet i, at deres tankegang er normal, at andre mænd også gør sådan," forklarer han.

Mange af netstederne kræver desuden, at alle medlemmer hver måned leverer nye billedserier af børneporno for at bevare deres medlemskab. Det krav kan ifølge Red Barnets psykolog Kuno Sørensen føre til flere overgreb mod børn.

"Det er med til at øge produktionen og efterspørgslen af overgrebsbilleder af børn. Selvom dem, der kigger, måske ikke selv har krænket et barn, skal man huske på, at der over tid vil være en øget risiko for, at de også vil krænke et barn. Og bag hvert billede er et offer, som bliver krænket, hver gang en ny kigger på billedet," siger Kuno Sørensen. o



BØRN&UNGE deltog i Red Barnets konference om it-relaterede overgreb mod børn i marts, hvor både Dr. Ethel Quayle og Donald Findlater deltog.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.