Børn og unge sælger sex

Også børn og unge lægger krop til sex, når der er en eller anden form for betaling. Risikoen for, at de ender i prostitution, er et overset problem, viser flere undersøgelser.

De viser sig ikke ofte i gadebilledet, men man ved, de er der. De helt unge, der sælger sex. Og der er grund til stærk bekymring, mener blandt andet PRO-Centret, det danske videns- og formidlingscenter om prostitution. Et af centrets formål er at forebygge og bremse udviklingen af prostitution. 

Og prostitutionen blandt børn og unge eller den betalte seksuelle udnyttelse er et område, som centret prioriterer højt, forklarer Flemming H. Pedersen, souschef på PRO-Centret.

Centret har lige udgivet en helt ny undersøgelse "Unge og Prostitution - et overset problem", hvor 203 kommuner har deltaget.

»Som det er nu, bygger omfanget af børn- og ungeprostitution på rene gæt. Det er næsten umuligt at få noget at vide om omfanget. Desuden indsamler man data om de unge, hvor det er nemt, altså der hvor de er dårligst stillede, f.eks. under socialsystemet,« forklarer Flemming H. Pedersen.

»Men der er en stor enighed om, at man bør gøre noget for at begrænse omfanget. Rapporten viser, at der er en masse bekymring ude hos kommunerne for unge, der risikerer at ende i prostitution. Men der bliver ikke gjort noget ved det. Kommunerne bør yde en forebyggende indsats, ligesom der bør gennemføres egentlig forskning på området,« fastslår han.

Kommunerne kender med sikkerhed til 31 børn og unge under 18 år, der sælger seksuelle ydelser. Af dem er fire under 15 år. Men samtidig indrømmer sagsbehandlerne, at de er bekymrede for, at ti gange så mange er på vej ind i prostitution. Det drejer sig om 344 unge mellem 13-17 år. Af dem er 172 under 15 år. Dertil kommer alle dem, kommunerne ikke er opmærksomme på.



Næsten ingen viden. Ifølge PRO-undersøgelsen tegner der sig et grelt billede. Ude i kommunernes socialforvaltninger sidder medarbejdere, som har kendskab til unge, der har brug for hjælp for at undgå at ende i prostitution som voksne. Men der bliver ikke gjort noget ved bekymringen. Ligesom medarbejderne inden for børn- og unge-området ved alt for lidt om, hvad der foregår på prostitutionsområdet blandt de helt unge. 

Når kommunerne ved så lidt om unge involveret i prostitution, hænger det sammen med den generelle manglende viden på området, forklarer undersøgelsen. Men derudover tyder det også på, at kommunerne har en forudfattet forestilling om prostitution. 

Det viser sig bl.a. ved, at en del af kommunerne ensidigt kobler unge pigers prostitution sammen med, at de har et behov for at finansiere et stofmisbrug. Og sådan er det langt fra altid, lyder det fra PRO-Centret. Derfor skal alle, der er i kontakt med børn, i langt højere grad være opmærksomme på problemet, mener centret.

Skadevirkningerne ved prostitution, og vanskelighederne med at komme ud af det er større, jo yngre børnene er, når de begynder på at sælge sex.

PRO-Centret har lavet en forsigtig vurdering af antallet af unge, som sælger sex mindst 10 gange inden for de sidste 12 måneder. Blandt andet på baggrund af omregninger fra en nyere norsk undersøgelse. Centret er kommet frem til 531 unge i alderen 14-17 år samt 642 i alderen 18-21 år. I alt 1173.

Souschef Flemming H. Pedersen mener, det er et kvalificeret bud, der måske endda ligger i underkanten af det reelle antal.



Grænselandet. 13-14-årige piger, der af kedsomhed via kontaktannoncer besøger mænd og modtager penge for at blive fotograferet. Eller drenge, der gennem chat på nettet møder mænd og får penge for gensidig onani. 

Eksemplerne er mange, når det gælder børn og unge, der bevæger sig ind i grænselandet til prostitution. 

De omtalte episoder er eksempler samlet af speciallæge Karin Helweg-Larsen, Statens Institut for Folkesundhed. Hun har gennemgået alle politianmeldte sager i 1998, der vedrørte seksuelle overgreb og blufærdighedskrænkelser af børn under 15 år. Det vil sige sager, som forældrene kender til på grund af politianmeldelsen.

I 15 af de anmeldte sager, der omhandlede 27 børn under 15 år, var der tale om betalt sex. Altså sager, hvor den sigtede havde betalt eller tilbudt barnet penge for seksuel ydelse.



De unge skal beskyttes. Det er ikke noget særsyn, at unge har seksuelle erfaringer med nogen, der er meget ældre end dem selv. 

Mere end hver tiende i en dansk 9. klasse har haft seksuel erfaring, der ville være strafbar efter dansk lovgivning. 

Det gælder næsten hver femte pige og hver femtende dreng, forklarer speciallæge Karin Helweg-Larsen med baggrund i en computerbaseret spørgeskemaundersøgelse, Unges Trivsel, der blev foretaget blandt 11 procent af danske 9. klasses-elever i foråret 2002. 

Et strafbart seksuelt forhold kan også være mellem en pige på 14 år og hendes kæreste på 18. Pigerne, der har svaret, vil nemlig betegne kæresten som en person, der er meget ældre.

Men undersøgelsen spurgte også de unge, om de havde modtaget belønning eller anden ydelse ved seksuelle aktiviteter med ældre personer. 1,1 procent af drengene havde seksuel erfaring, hvor der var ydet belønning og/eller betaling - og 0,8 procent af pigerne. 

Det er lidt mindre end en stor norsk undersøgelse blandt 10.828 skoleelever i alderen 14-17 år viste. Den havde medtaget flere spørgsmål om erfaringer med betalt sex end den danske undersøgelse, der ikke primært fokuserede på de unges seksualitet. I den norske undersøgelse var det 2,1 procent af drengene og 0,6 procent af pigerne, der havde givet seksuelle ydelse for betaling. Gennemsnitsalderen første gang, de havde betalt sex, var 14,2 år.

Samlet viser undersøgelsen, at flertallet af de unge, der har solgt sex, var under den seksuelle lavalder, da de havde deres prostitutionsdebut. Desuden fandt undersøgelsen ingen sammenhæng mellem de unges prostitutionserfaringer og deres sociale baggrund.

Karin Helweg-Larsen definerer betalt sex som seksuelle krænkelse af børn og unge, hvor der indgår en modydelse over for barnet/den unge. Modydelsen kan være belønning eller betaling.



Fare på færde. Flere faktorer spiller ind, når risikoen for, at børn og unge prostituerer sig selv, gøres op.

I undersøgelsen med 9. klasses-eleverne viste det sig, at mange af de unge med "betalte sexerfaringer" ikke havde ret meget kontakt med skolekammeraterne efter skoletid. Flere havde skiftet skole, og pigerne havde svært eller meget svært ved at tale med deres mor. Det har også betydning, hvis pigerne ikke har en mor. 

For drengenes vedkommende var det også en ulempe at have en anden etnisk baggrund end dansk. At have været offer for fysisk vold var også en faktor, der havde sammenhæng med risikoen for betalt sex.

Når Karin Helweg-Larsen sammenholder resultaterne fra den danske og den norske undersøgelse viser det sig, at der er mange unge, der har seksuelle erfaringer med ældre personer. Og de unge synes, de seksuelle erfaringer er i orden, også selv om de er ikke er tilladte efter vores straffelov.

»Selv frivillige seksuelle erfaringer i en ung alder kan have negative konsekvenser, og unge skal derfor kunne beskyttes mod sådanne erfaringer og få kompetent hjælp. Overgreb som bl.a. "betalt sex" kan forebygges, hvis de unge har bedre kendskab til deres rettigheder, lettere adgang til rådgivning i skolen, bedre sociale vilkår, og hvis voksne reagerer på børns signaler,« forklarer Karin Helweg-Larsen.

Hun mener, at man kan bruge de unges svar til en målrettet indsats mod seksuelt misbrug af børn. Ikke mindst for at hjælpe de unge, der risikerer at ende i prostitution. 



Hvad er strafbart i Danmark?

l Samleje eller anden kønslig omgang med et barn under 15 år - under 18 år, hvis barnet/den unge er betroet til undervisning eller opdragelse 

l Blufærdighedskrænkelser, dvs. uterligt forhold, der krænker blufærdigheden eller giver offentlig forargelse, inklusive erhvervsmæssigt at sælge eller på anden måde udbrede utugtige fotografier, film eller lignende af børn

l Blodskam; samleje med slægtning i nedadstigende linje - samleje med broder eller søster

l Køb af seksuel ydelse fra prostitueret under 18 år - en ung der helt eller delvis ernærer sig ved prostitution. Loven er ved at blive revurderet.

Links: 

http://www.si-folkesundhed.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.