I Roskilde er omkring 80 pædagogstillinger forsvundet, SFO-budgetter udhules, og konteringsregler overtrædes. BUPL-formand Elisa Rimpler kalder det tyveri af børnenes fritid. Nu lysner det imidlertid omsider efter flere år med BUPL Midtsjælland i offensiven.

Opdateret d. 9. november 2020

Af: Kurt Balle Jensen / Foto: Colourbox,

I kommuner over hele landet bruges penge, der er øremærket til SFO’en, til andre formål. Det går ud over SFO-økonomien og dermed normeringerne. Men det kan være svært at gennemskue, hvad der sker. Ikke alle skoler overholder reglerne for kontering på henholdsvis skolens og SFO’ens regnskab, og dermed kan øvelsen skjules, og nedprioriteringen af fritidsdelen fortsætte.

Det fremgår af en større kortlægning, BUPL er i gang med, og som går i dybden med tallene for skolerne i 8 kommuner. De viser, at cirka en tredjedel af SFO-ressourcerne går til opgaver i skolen.

»Det er ret beset at stjæle af børnenes fritid. I forvejen er der skåret helt ind til benet, og pædagoger står alene med 25 eller 40 børn i en gruppe. Ofte små børn i 5-7-årsalderen. Det skal simpelthen stoppe her og nu,« siger formand for BUPL Elisa Rimpler.

Hun gør opmærksom på, hvor stor betydning netop fritidsdelen har for børnenes trivsel.

»Alt for mange børn i Danmark mistrives. Hvert syvende barn får en diagnose, og mange havner uden for fællesskabet. Det kræver et fornyet fokus på de arenaer, hvor venskaber og fællesskaber er i fokus. Det kan pædagogerne og fritidsinstitutionerne, hvis vi ellers har vilkårene til det.«

30 millioner forsvinder – hvert år

En af de kommuner, der ifølge BUPL praktiserer ’det store tyveri,’ er Roskilde. Her bruges SFO-penge til skoleopgaver, og i det spil bliver pædagogerne de store tabere.

»Sådan har det været i fem år, og den praksis fortsætter. Da skolereformen blev implementeret, blev der fjernet 82 pædagogstillinger fra fritidsdelen. Meningen var, at de skulle indgå i skolen og blandt andet bruges til understøttende undervisning. Men stillingerne er forsvundet og aldrig kommet tilbage,« siger faglig konsulent i BUPL Midtsjælland, Jørgen Grüner.

Han fortæller, at skolerne typisk bruger de penge, de får til den understøttende undervisning, til andre formål. I stedet finansierer SFO’en undervisning og andre opgaver i skolen. Det udhuler økonomien og normeringerne i fritidsinstitutionerne.

»Vi har beregnet, at der årligt forsvinder omkring 30 millioner kroner fra fritidsdelen. Hvis skolerne havde overholdt ministeriets regler for kontering, ville det frigive ressourcer på SFO’ens budget til at ansætte flere pædagoger,« siger Jørgen Grüner.

Ikke sort og hvidt

Jørgen Grüner tilføjer, at skoledagen og skole og SFO bør ses som en helhed.

»Vi skal ikke være firkantede i vores opdeling i skole og fritidsdel. Pædagogerne skal naturligvis bruges der, hvor der er behov for dem og deres kompetencer. Der kræver blot, at der afregnes korrekt mellem skole og SFO, så resultatet ikke bliver, at pædagoger fryses ud af skolen. Det er det, der sker i dag,« siger Jørgen Grüner.

Og der er brug for pædagogerne i skolen, fordi de har en anden faglighed end lærerne, fastslår Jørgen Grüner.

»De kommer med et andet syn på tingene, og det kan blandt andet bruges i forløb med projektarbejde, hvor pædagogerne kan være med til at sikre trivsel og at få de børn, der måske har det lidt svært, med i arbejdet. Så selvfølgelig er det vigtigt at bruge pædagogerne i skolen, når blot reglerne overholdes, så fritidsdelen ikke betaler for det,« siger Jørgen Grüner.

Nu skal det afdækkes

Jørgen Grüner håber, at det lysner nu, hvor kommunen har fået en ny skolechef, og der er kommet nye folk på administrationsgangen, som han siger. Jørgen Grüner og fællestillidsrepræsentant Heidi Larsen er da også indkaldt til et møde, hvor der skal ses nærmere på tallene fra i første omgang fem skoler i Roskilde Kommune.

Skolechef Søren Kokholm, Roskilde Kommune, slår fast, at konteringsreglerne skal overholdes:

»Gør vi ikke det, er det noget, der skal rettes op på. Jeg forventer, at vi overholder reglerne i dag, men viser afdækningen, at det ikke sker enkelte steder, så tager vi selvfølgelig en snak med den enkelte leder. Vi er godt i gang med afdækningen, og det samarbejder vi med skolerne om,« siger Søren Kokholm.

Skolechefen vil gerne sammen med BUPL finde ud af, hvad der op og ned i hele denne sag. Skulle det vise sig, at der ikke afregnes korrekt, er det ikke udtryk for en bevidst nedprioritering af fritidsdelens betydning i det, siger han:

»Nej, skoledelen og fritidsdelen skal være ligestillet. Vi skal hverken nedprioritere fritidsdelen eller for den sags skyld skoledelen, og derfor er det også vigtigt, at vi nu får set nærmere på det her og får undersøgt, hvordan det forholder sig på den enkelte skole.«

Minister kaldt i samråd

Offentliggørelsen af afdækningen af ‘det store tyveri’ har omgående fået politisk bevågenhed. Børneordfører for SF, Jacob Mark, har således kaldt børne- og undervisningsministeren i samråd, og han er både forarget og betegner det som skandaløst. I en mail til mediet Skolemonitor (tidligere Politikens Skoleliv.dk) skriver Jacob Mark, at ministeren nu må gå ind i sagen og undersøge, hvor udbredt problemet er.

‘Nu har vi det sort på hvidt, at flere kommuner ikke giver SFO’erne de penge, som er øremærket til dem. Vi har vidst i lang tid, at mange kommuner ikke prioriterer frihedstilbuddene, men det forarger mig virkelig, at nogle kommuner kan finde på ikke engang at give dem de øremærkede penge,’ skriver Jacob Mark i en mail til Skolemonitor.

Han mener, at der er behov for vandtætte skotter mellem skole og fritidstilbud, så fritidstilbuddene ikke udhules fuldstændig.

‘For mig er børnenes frie tid lige så vigtig som tiden i skolen, og derfor er det så vigtigt med gode fritidstilbud,’ lyder det fra Jacob Mark.

 

Om undersøgelsen

Undersøgelsen ’Ressourceafdækning – en undersøgelse af anvendelse af personaleressourcerne i skolefritidsordninger’ går i dybden med ressourceanvendelsen på 39 skolefritidsordninger på 30 skoler i 8 kommuner: Esbjerg, Skanderborg, Kolding, Faaborg-Midtfyn, Nyborg, Vordingborg, Tårnby og Ringsted.

Kortlægningen forventes færdig sidst på året. Den viser foreløbig, at cirka en tredjedel af SFO-ressourcerne går til opgaver i skolen:

  • Skolernes behov for ressourcer har ofte forrang for hensynet til personaledækning i SFO’en.
  • Pædagogers opgaver i skolen placeres i en del tilfælde først på dagen. Resultatet er lange arbejdsdage eller færre personaleressourcer i SFO’en sidst på dagen.
  • Delt tjeneste forekommer.
  • Pædagogers møde med lærere og forældre planlægges ofte, så de finder sted i SFO’ens åbningstid.