Har du husket at søge om feriedagpenge?
Hvis du har optjent feriedagpenge i ferieåret 2024/2025, som du endnu ikke har fået udbetalt, så er det ved at være op over.
De skal nemlig være brugt senest den 31. december 2025.
Optjening af feriedagpenge
Du optjener feriedagpenge på baggrund af dagpenge eller feriedagpenge, som du har fået udbetalt af a-kassen. Du optjener også feriedagpenge på baggrund af barselsdagpenge udbetalt af Udbetaling Danmark – hvis du ikke optjener ret til ferie med løn for samme periode.
Optjeningen af feriedagpenge sker i løbet af ferieåret – der løber fra 1. september til 31. august året efter, og du optjener ret til 2,08 feriedage med feriedagpenge for hver gang, du får udbetalt dagpenge/feriedagpenge/barselsdagpenge for 160,33 timer.
Ferien skal holdes inden årets udgang
De feriedagpenge, som du har optjent i ferieåret fra 1. september 2024 til 31. august 2025, skal holdes indenfor ferieafholdelsesperioden – der for dette ferieår slutter 31. december 2025.
Hvis du skal holde ferie i løbet af december 2025, kan du altså benytte dine optjente feriedagpenge. Du kan også benytte dine feriedagpenge, hvis du har holdt din ferie tidligere i ferieafholdelsesperioden, men bare ikke har fået søgt om dem endnu.
Men feriedagpengene kan ikke overføres til et senere ferieår. Det betyder, at du ikke kan bruge dine feriedagpenge for ferieåret 2024/2025 til ferie, som du holder fra 1. januar 2026 og frem.
Betingelser for at få feriedagpenge udbetalt
- Du skal have optjent ret til feriedagpenge, og skal have en gældende dagpengeret.
- Du skal enten være ledig eller i arbejde som lønmodtager umiddelbart inden din ferie.
- Du skal have afholdt al ferie, som du har optjent i et ansættelsesforhold.
- Og så skal du faktisk holde ferie. Du kan altså ikke få feriedagpenge for en periode, hvor du også møder på arbejde og får løn – eller i en periode, hvor du samtidig er sygemeldt.
Du skal søge inden 31. januar 2026
For at få feriedagpenge udbetalt skal du ansøge om dem.
Du skal ansøge senest 31. januar 2026.
Hvis du ikke ansøger inden for fristen, bortfalder resten af dine feriedagpenge.
Sådan søger du om feriedagpengene
Du ansøger om feriedagpenge i Mit BUPL under fanebladet "Ferie", hvor blanketten "Ansøg om feriedagpenge ligger".
I ansøgningsblanketten kan du også se, hvor mange feriedagpenge du har.