Nye dagpengeregler fra 1. maj 2023: Se, hvad de betyder for dig
De nye dagpengeregler betyder overordnet, at:
- Lønmodtagere og selvstændige kan få en højere dagpengesats i de første 3 måneder.
- Dimittender får en kortere dagpengeperiode.
- Dimittender uden forsøgerpligt får nedsat deres dagpengesats efter 3 måneders ledighed.
- Dimittender skal opfylde et sprogkrav eller et tilknytningskrav.
Højere dagpengesats til lønmodtagere og selvstændige
Hvis du bliver ledig d. 1. maj 2023 eller senere, kan du i nogle tilfælde få en højere dagpengesats de første 3 måneder, du er ledig. Her har du nemlig mulighed for at få et beskæftigelsestillæg på op til 3.721 kr. om måneden. Tillægget bliver udbetalt oven i den almindelige dagpengesats. Det betyder, at du kan få udbetalt dagpenge med en sats på op til 23.449 kr. pr. måned.
For at få et beskæftigelsestillæg, skal du opfylde følgende betingelser:
- Du har optjent en ny dagpengeperiode på 2 år på baggrund af arbejde som lønmodtager eller selvstændig.
- Du har været medlem af en a-kasse i uafbrudt 4 år.
- Du har haft, hvad der svarer til min. 2 års arbejde på fuld tid i de sidste 3 år, inden du meldte dig ledig. Det vil sige, at du har optjent en samlet indkomst på 508.656 kr. eller udført 3.848 arbejdstimer de sidste 3 år.
- Din gennemsnitlige månedsløn skal have udgjort over 23.826 kr. pr. måned. For at opnå det højeste beskæftigelsestillæg på 3.721 kr., skal du have haft en månedsløn på min. 28.320 kr.
Din dagpengesats kan dog maksimalt udgøre 90 % af den indkomst, du havde, før du blev ledig.
Når du har fået dagpenge i 3 måneder (481 timer), er dit beskæftigelsestillæg brugt op. Herefter får du udbetalt den almindelige maksimale dagpengesats på 19.728 kr. pr. måned.
Kortere dagpengeperiode for ledige dimittender
Hvis du bliver ledig som dimittend d.1. maj 2023 eller senere, kan du kun få dagpenge i 1 år efter afsluttet uddannelse.
Dagpengesats for dimittender med børn
Dimittender, der har børn (forsørgerpligt) beholder deres dagpengesats på 82 % af højeste dagpengesats i hele den 1. årige dagpengeperiode. Det svarer i 2023 til 16.177 kr. pr. måned.
Dagpengesats for dimittender uden børn
Dimittender uden forsørgerpligt kan få udbetalt dagpenge, der svarer til 71,5 af højeste dagpengesats. I alt 14.106 kr. pr. måned. Men satsen bliver sat ned efter de første 3 måneders ledighed.
Hvis du er under 30 år, bliver satsen sat ned til 49,17 % af højeste dagpengesats. Det svarer til 9.700 kr. pr. måned. Er du fyldt 30 år, bliver satsen sat ned til 62,11 % af højeste dagpengesats – eller 12.253 kr. pr. måned.
Hvis du allerede får dagpenge som dimittend
Er du allerede ledig dimittend før den 1. maj 2023, får de nye regler også betydning for dig.
Du bevarer din dagpengeperiode på 2 år. Men ikke-forsørgere, der er ledige henover 1. maj 2023, vil få nedsat deres dagpengesats, når de når et dagpengeforbrug på 3 måneder, det vil sige 481 timer.
Hvis du bliver berørt af de nye regler, vil du få et brev fra BUPL-A.
Sprogkrav eller tilknytningskrav
Dimittender skal fra 1. maj 2023 opfylde et sprogkrav for at kunne få udbetalt dagpenge. Sprogkravet er opfyldt, når du har bestået danskprøve 2 med mindst karakteren 02, eller du har gennemført 6. klasse i en folkeskole, fri- eller privatskole.
Hvis du ikke opfylder sprogkravet, kan du alligevel få udbetalt dagpenge som dimittend, hvis du i stedet opfylder et tilknytningskrav.
For at opfylde tilknytningskravet, skal du have arbejdet i 600 timer inden for 12 måneder i løbet af de seneste 24 måneder forud for, at du blev ledig.