Fra leder til pædagog: Jeg glæder mig til skiftet væk fra ledelse

Susanne Møller Pedersen er 65 år og har været leder i næsten 20 år. Efter grundig overvejelse skifter hun nu væk fra ledelse til jobbet som pædagog – og hun glæder sig!
Susanne Møller Pedersen

I efteråret 2023 fik Susanne Møller Pedersen efter gensidig aftale med sin tidligere arbejdsplads en fratrædelsesordning. Hun havde været leder på forskellige arbejdspladser i næsten 20 år og nærmede sig pensionsalderen. Hun havde brug for en tænkepause.

”Jeg tænkte meget over, hvad jeg ville med de sidste år af mit arbejdsliv. Dengang jeg søgte ind i faget, var det for at være sammen med børnene. Da jeg sagde ja til at blive leder, var det for at skabe gode rammer for dem, der arbejdede med børnene. Men de administrative krav til dokumentation fyldte mere og mere. Jeg fik stadig mindre tid til personaleledelse og slet ingen tid til samvær med børnene, så jeg var jo kommet væk fra mit mål,” fortæller hun.

Jeg er 65 år, tidligere leder og kan gå på pension om mindre end to år. Er der overhovedet nogen, som vil ansætte en som mig som almindelig pædagog?

Susanne Møller Pedersen

Konklusionen blev, at Susanne Møller Pedersen ville skifte fra leder til menig pædagog. Men så kom der nye spekulationer.

”Jeg er 65 år, tidligere leder og kan gå på pension om mindre end to år. Er der overhovedet nogen, som vil ansætte en som mig som almindelig pædagog?”

Susanne Møller Pedersen havde aldrig været arbejdsløs, men i januar meldte hun sig ledig.

”Jeg kendte intet til systemet, og hvad man skulle gøre. Men jeg fik to gode samtaler med jobvejledere i BUPL-A og deltog i et onlinemøde om jobsøgning, som jeg synes var givtigt.”

Min identitet er pædagog

Susanne Møller Pedersen kom til flere jobsamtaler, hvor de ville vide, om hun nu kunne følge lederens anvisninger, hvis hun blev ansat som almindelig pædagog.

”Jeg blev flere gange spurgt, om jeg ville gå op imod lederen, og hvordan jeg ville have det med, at en anden sætter retningen. Jeg forstår godt spørgsmålene. Dengang jeg var leder, stillede jeg dem selv, da jeg var med til at ansætte en forhenværende leder. Men det gik rigtig fint, og jeg ved, at jeg ingen problemer får med at følge en ny leder.”

”Min identitet har hele tiden været pædagog, og jeg brænder først og fremmest for at skabe gode relationer med børnene.”

Susanne Møller Pedersen har i det hele taget forsøgt at reflektere over situationen og se den fra alle vinkler.

Min identitet har hele tiden været pædagog, og jeg brænder først og fremmest for at skabe gode relationer med børnene.

Susanne Møller Pedersen

”I forhold til den pædagogiske udvikling har jeg fulgt godt med i de nyeste teorier gennem årene, og jeg er ajour med kravene i læreplanerne. Jeg har også tænkt på, om jeg kan klare det fysisk at komme væk fra skrivebordet og ned på gulvet igen. Som hundeejer er jeg meget aktiv og holder mig i god form, så det klarer jeg også, selvom jeg ikke er lige så hurtigt oppe og nede som de unge,” smiler Susanne Møller Pedersen.

Sparrede med kollega

Udover jobvejlederne i BUPL-A har hun blandt andet brugt en tidligere kollega som sparringspartner i processen.

”Jeg har talt med en gammel kollega om, hvad jeg skulle. Jeg er lidt introvert, og det tager tid, før jeg siger ret meget, så det er godt at tale med nogen, som kender mig gennem mange år.”

Efter et par jobsamtaler lykkedes det også Susanne Møller Pedersen at få arbejde som pædagog i den integrerede institution Nordlyset i Køge Nord.

”Jeg glæder mig til at starte, og jeg glæder mig til at få kolleger igen. Det kan godt være lidt ensomt at være leder. Jeg regner med, at jeg vil blive mødt med nogle spørgsmål om min alder og min tid som leder, og det er helt i orden.”

Det kan godt lade sig gøre at ændre radikalt på sit arbejdsliv, selvom man er oppe i årene, og selvom man som i mit tilfælde ønsker at gå fra leder til pædagog.

Susanne Møller Pedersen

Nordlyset er en ret ny institution, og det ser Susanne Møller Pedersen som en fordel.

”Jeg kan godt lide, at stedet ikke vil være alt for meget præget af ’sådan plejer vi at gøre’. Det åbner mulighed for, at jeg kan bringe mine erfaringer fra forskellige tidligere arbejdspladser i spil.”

Desuden sætter hun pris på, at aldersspredningen er stor.

”Jeg bliver helt sikkert den ældste, men vi bliver en broget flok af unge og ældre, og det ser jeg meget frem til.”

Susanne Møller Pedersen håber, at hendes erfaringer og refleksioner kan komme andre til gode og har sagt ja til at være mentor for andre ledige, der ønsker sparring og motivation til et skift som hendes. 

”Det kan godt lade sig gøre at ændre radikalt på sit arbejdsliv, selvom man er oppe i årene, og selvom man som i mit tilfælde ønsker at gå fra leder til pædagog,” siger Susanne Møller Pedersen. 

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.