A-kassen hjalp, da jeg pludselig stod uden indtægt
Da Berit Bertelsen Jørgensen meldte sig ledig i a-kassen, var hun sikker på, at hun havde ret til dagpenge. Men hun manglede lige præcis én månedsløn for at være berettiget.
”Jeg gik lidt i panik, da a-kassen fortalte, at jeg ikke kunne få dagpenge. Jeg var bare nødt til at få en indtægt,” fortæller Berit, som er eneforsørger til seks børn.
”Men de var simpelthen så søde i a-kassen og inviterede mig til et møde. En af jobvej-lederne sagde: ’Vi hjælper dig! Vi skal nok finde et job til dig!’”
Så kom skuldrene lidt ned igen, men Berit var alligevel skeptisk:
”Jeg tænkte, der er da ingen, som kan trylle et arbejde frem til mig bare sådan.”
Allerede dagen efter kom Berit til møde hos BUPL-A i Slagelse. Her fortalte jobvejlederen om en vuggestue, der havde brug for en pædagog.
Jeg var til samtale om mandagen, og tirsdag fik jeg jobbet. Da var der gået otte dage, siden jeg ringede lettere desperat til a-kassen for at få hjælp! Jeg synes, det er megafedt at være i en a-kasse, som bare hjælper, når det gælder!
Berit Bertelsen Jørgensen
BUPL-A har igennem mange år opbygget et tæt samarbejde med arbejdsgivere og hjælper institutioner med rekrutteringsudfordringer over hele landet, og det kom Berit til gavn. Hvis det ikke var lykkes at skaffe hende et job, var hun måske endt på kontanthjælp, og det ønskede Berit ikke.
Megafedt at være i en a-kasse
Få dage efter mødet i a-kassen blev Berit ringet op fra vuggestuen og kaldt til jobsamtale.
”Jeg var til samtale om mandagen, og tirsdag fik jeg jobbet. Da var der gået otte dage, siden jeg ringede lettere desperat til a-kassen for at få hjælp! Jeg synes, det er mega-fedt at være i en a-kasse, som bare hjælper, når det gælder,” siger hun.
Berit har nu fast arbejde i en vuggestue og er glad for både kolleger, børn og forældre.
”Jeg er på 30 timer, og så må vi se, om jeg skal op i tid på et senere tidspunkt. Jeg skal lige se, hvordan det fungerer med åbne- og lukketider både på mit nye job og i mine børns institutioner,” fortæller Berit.
Transporttiden på en halv time tager hun i stiv arm:
”Jeg hører lydbøger og snakker med veninderne i stedet for at sidde og stresse over trafikken. Jeg er positiv og tænker, at det er dejligt, at jeg nu har fast arbejde.”
A-kasse forsøget
- De 9 a-kasser 3FA, HKA, Dansk Metal A-kasse, FOA A-kasse, FTF-A, BUPL-A, SL A-kasse, Min A-kasse og Magistrenes A-kasse har i en forsøgsperiode overtaget al kontakt og indsats overfor arbejdsløse i opsigelsesperioden og i de tre første måneders ledighed.
- Forsøget, som løber fra 1. januar 2020 til 31. december 2023, er en del af arbejdet med at forenkle beskæftigelsesindsatsen.
- Medlemmerne har ikke kontakt med jobcentret, så længe de er med forsøget. Hvis de ikke kommer i job efter sammenlagt tre måneder, fortsætter jobcentre-ne med indsatsen i samarbejde med a-kasserne.
- BUPL-A gennemfører sin del af forsøget i følgende syv kommuner: København, Frederiksberg, Slagelse, Fredericia, Kolding, Vejle og Aarhus.