Til byrådet om børneliv i Aarhus

Onsdag d. 9. april 2025 behandler Aarhus Byråd kvaliteten i dagtilbud for 2. gang. Byrådet drøfter bl.a. det lovpligtige tilsyn og de lovpligtige minimumsnormeringer. I BUPL Århus er vi bekymrede, for det lader til, at sagen bliver færdigbehandlet uden yderligere finansiering og nye handlinger. Se brevet til byrådet herunder.
Billede af konvolut

Kære byråd

På byrådsmødet i morgen fortsætter I debatten om Børneliv i Aarhus.

Først en kvittering for jeres debat om Børneliv i Aarhus den 12. marts 2025. Det er godt at se, hvor alvorligt I tager emnet om kvalitet for byens yngste børn.  

Vi kan forstå på debatten, at I tager situationen alvorligt dog uden at drøfte og finansiere nye handlinger. Og det giver os anledning til bekymring.

Der mangler uddannede pædagoger, og det har betydning for den kvalitet børnene bliver mødt af.

Vi ved, der er et presset arbejdsmiljø, som kan have betydning for mulighederne for at rekruttere og dermed fastholde den nuværende kvalitet.

Som det også bliver tydeligt af både debatten i byrådet og i børn- og ungeudvalget, er der ingen lette greb ift. fortsat at sikre kvalitet i kommunens dagtilbud.

Det omtales af mange byrådspolitikere, at der mangler pædagogisk uddannet personale. Det er også en stor bekymring for BUPL Århus, da vi ved fra undersøgelser og forskning, at der er en klar sammenhæng mellem den pædagogiske kvalitet og andelen af uddannede pædagoger. Her må vi fastholde alle de gode initiativer i forhold til rekruttering, der allerede er i gang og sammen gøre mere for, at der er pædagoger nok til at arbejde med børnenes trivsel, dannelse og udvikling.

Vi minder om, at forligs-parterne bag budget 2024 fik udarbejdet en analyse af minimumsnormeringerne. Den viser, at budgettet på dagtilbudsområdet, inden for de kommende år, ikke længere kan dække de forventede udgifter til minimumsnormeringer, medmindre der iværksættes korrigerende tiltag. Her er det nødvendigt, at der prioriteres flere midler og allerhelst med øjeblikkelig virkning.

Vi stiller os altid til rådighed for dialog om kvaliteten, og hvordan vi løser de udfordringer, området står i.

Link til læserbrev om emnet fra 18. marts 2025: Kvalitet i dagtilbuddene – behov for politisk handling

Mvh. Line K. Møller, formand BUPL Århus.

Sendt til byrådet d. 8. april 2025.

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.