Det koster nu og her at gøre det rigtige, men det koster langt mere at lade være

Bragt i Stiften, 22.9.22

Du kan dårligt åbne en avis uden at støde på artikler om børns og unges massive mistrivsel. På trods af, at psykologer, forældre, lærere, pædagoger og sundhedspersonale dagligt beretter om, at børn og unge ikke får den hjælp og støtte, de har brug for, så negligeres det i borgme-ster Jacob Bundsgaards budgetudspil.
Det nuværende underskud på 70 millioner kroner på det specialiserede område løses ved at tilføre 55 millioner kroner til 19 forslag om at skabe bredere børnefællesskaber. Men oveni planlægges der yderligere med 100 millioner kroner i besparelser på selv samme område.
En hurtig hovedregning viser, regnestykket ikke går op – og at det store og tiltrængte fokus på århusianske børn og unge fuldstændig udebliver.
Det er hjerteskærende læsning for de familier, der nu og i fremtiden ikke vil få den nødvendige hjælp til deres barn, fordi der igen skæres i budgetterne. Og det er ikke rimeligt for medarbejderne, som skal håndtere Noras, Ahmeds og Viktors skolevægring, angst, hovedpine og udadreagerende ad-færd, der blot er reaktioner på udhulede rammer i institutionerne.
Vi er omkring børnene mange professionelle voksne, der ved, hvordan vi hjælper og støtter børnene, og hvordan vi med den rette indsats kan fore-bygge fremfor senere at skulle iværksætte dyre, indgribende sociale foranstaltninger. Det koster nu og her at gøre det rigtige, men det koster langt mere at lade være.
Med budgetforslaget vil der igen blive sparet på støtte og nærværende fag-professionelle til vores børn og unge, og det øger markant risikoen for, at børnene og de unges problemer accelererer og gror fast. Og det har Aarhus Kommune på den lange bane slet ikke råd til. Støtte i form af en ekstra vok-sen eller en pædagogisk indsats til et barn eller i en klasse for en periode er dyrt. Løsningen bliver ofte enten, at støtten udebliver, eller at barnet efter flere års udredning og kamp sendes til et specialiseret tilbud, der er endnu dyrere end forebyggende indsatser.
I skolen er det ikke ualmindeligt at finde 28 elever til én lærer. I dagtilbud og i fritiden afleveres børn til en pædagog, der står alene med en stor børnegruppe. Og i sundhedsplejen er det ikke sjældent, at en bekymring for en elev blot er en gentagelse af en problematik, som forældrene har råbt op om i årevis.
Som fagprofessionelle oplever vi, at flere og flere børn får svært ved at begå sig i fællesskabet og regulere sig selv i forhold til omgivelserne. Her nytter det ikke, at børnene "pakkes væk" med høreværn, flytbare vægge og iPad, men at de rent faktisk hjælpes til at få de rette redskaber til at være en del af fællesskabet og dermed få en bedre trivsel.
Som fagprofessionelle kan vi naturligvis ikke gøre børn med eksempelvis sygdomme i autismespektret raske, men vi kan hjælpe til, at inklusionen lykkes i højere grad. Rammerne, indsatserne og tilstanden er ikke god nok i vores institutioner – og alt for mange af vores børn og unge får ikke den hjælp, de har brug for.
I den nye sundheds- og trivselsmåling fra Aarhus Kommune angiver hver femte elev i 4.-9. klasse, at de har lav livstilfredshed. Det kan vi ikke leve med, og derfor er det nu eller aldrig, hvis vi skal sikre, at Nora, Ahmed, Viktor og alle de andre børn og unge får de rette betingelser for at trives, lære, få venner, lege og alt det andet, der hører med til at være børn og senere hen velfungerende voksne.
Børn og unge er dybt afhængige af fagprofessionelle voksne, der ved, hvor-dan alt fra motoriske vanskeligheder til diagnoser håndteres. Vi har ikke råd til, at børn og unge har ondt i livet som aldrig før. Vi skal forebygge mistrivslen med de tidlige indsatser.
Med besparelser risikerer vi, at der er børn og unge, som ikke får den sociale og faglige støtte, som de har krav på. Der er ikke råd til at spare en krone mere på børn- og ungeområdet i Aarhus Kommune.
Det er intet problem for de fagprofessionelle at se, når angsten hos en dreng i 2. klasse er eskaleret. De ved, hvordan de skal bakke op om forældrene, indkalde en PPR-psykolog, sætte en ekstra voksen på fra morgen-stunden og samle relevante voksne omkring barnet til en tværfaglig koor-dineret indsats. Men for ofte bliver den nødvendige og rigtige støtte til et spørgsmål om, hvilken elev, der har det dårligst, og hvem, der i denne omgang kan tilkomme en bevilget støtte.
Det er utroligt svært at se en sammenhæng mellem de politiske ambitioner for vores børn og unge i Aarhus og de ressourcer, der bliver stillet til rådighed til at indfri dem.
Det kommende budget i Aarhus Kommune skal indeholde en helt anden langtidsholdbar løsning for børn og unge. Udviklingen skal vendes, kom-munen har ikke råd til andet.