Skal du have en forsker på besøg?

Igen i år kan du søge om at få en forsker efter eget valg ud i din institution. Som medlem af BUPL kan du vælge mellem 14 forskere, der vil holde oplæg til inspiration og udvikling af den pædagogfaglige praksis. Helt gratis.
Sidste år søgte 170 institutioner om at få en forsker ud i deres institution. 21 af dem kom fra Fyn.
Forskerne kommer med forskellige emner som leg, kunstig intelligens, fritidspædagogik, pædagogikkens historie og trivsel for børn, unge og pædagoger. Fælles for alle oplæg er, at de er med til give ny viden og inspiration til at udvikle egen pædagogfaglig praksis gennem diskussion og samtale.
Styrket faglighed og fællesskab
Fuglekilden i Verninge har tidligere søgt og fået en forsker ud i deres institution. Den nye viden og de nye værktøjer, de tog med fra oplægget, er implementeret i deres daglige praksis. Men de blev også styrket som personale.
”Det gavner sammenholdet og arbejdsglæden, når man sammen lærer nyt og har en fælles referenceramme,” lød det fra afdelingsleder i Fuglekilden, Louise Sloth Sørensen efter deres besøg fra forsker Christina Haandbæk Schmidt.
Også daglig pædagogisk leder i Asgård Børnehus, Kirsten Kudsk Jensen, har gode erfaringer med at få en forsker ud. Det har styrket pædagogerne fagligt og gjort, at alle i huset har adgang til samme viden.
”Det løfter vores faglighed, fordi forskningen kommer helt tæt på vores praksis, når vi er sammen 1-1,” siger hun og fremhæver, at forskerbesøget også var en anledning til at få talt helt ned i egne eksempler og tvivlsspørgsmål, de kan stå med i praksis.
Her kan du kan se alle de forskere og deres oplæg, du kan søge om at få ud til lige netop din institution samt hvordan du søger. Du kan søge til og med den 31. marts kl. 00.00
Læs her erfaringer med ”Få en forsker” fra børnehaven Fuglekilden i Verninge og Asgård Børnehus i Odense:
Få en forsker løfter fagligheden i egen praksis
Få en forsker styrker sammenhold og arbejdsglæde