Pressemeddelelse: Aarhus Kommunes budgetforlig
20. september 2024
”Hold fingrene fra dagtilbud, SFO´er og klubber. Det er dagtilbud, SFO´er og klubber der skal være med til at løse opgaven omkring børn og unges trivsel”, udtaler forkvinde for BUPL Århus Marianne Gilbert Nielsen.
Folkeskolen bliver styrket med dagens forlig. BUPL Århus forstår nødvendigheden af den investering. Men det er forkert at give folkeskolen det fulde ansvar for at løse opgaven med børn og unges mistrivsel alene. Opgaven skal løses i samarbejde med fritidsområdet og dagtilbuddene.
I forliget står der vedr. løftet af folkeskolen: Investeringen skal også forebygge mistrivsel og fravær og sikre en bedre opsporing og forpligtende samarbejde omkring begyndende skolefravær, så børnene kommer i skole.
Klubberne og skolefritidsordningerne er en afgørende aktør i dette arbejde.
”Det er fritidsområdet, der trivselsmæssigt er med til at støtte, at børnene kommer i skolen, det er her klubber og SFO´er netop har én af de store opgaver, der nok ikke er så tydelige for politikerne”, fortsætter Marianne Gilbert Nielsen.
BUPL Århus er rystede over et forlig, hvor politikerne ikke med ét ord nævner, at børn og unges trivsel og udvikling sker gennem hele deres opvækst. Både i indsatserne i dagtilbud, i folkeskolen og i det fritidspædagogiske liv ved siden af folkeskolen.
”Vi frygter, at politikerne har mistet helhedssynet på barnet og opgaven. Den fritidspædagogiske opgave i SFO'erne og klubberne, hvor pædagogerne understøtter børnenes faglige og personlige udvikling, er en del af den samlede opgave med at forebygge behovet for specialindsatser overfor børn og unge. Det er helt forkert kun at se disse børn i en isoleret undervisningsopgave. Skal trivslen for disse børn øges, skal det ses i et 0-18-års perspektiv, og undervisning og fritid skal betragtes som områder, der komplementerer hinanden”.
Dagtilbuddene berøres næsten heller ikke i dagens forlig.
”Vi havde foreslået minimumsnormeringer i den enkelte vuggestue, som en opstart på at brede minimumsnormeringen ud til den enkelte institution samt styrke den tidlige indsats. Det er forkasteligt at dette ikke blev hørt, når vi samtidig ved, at budgetterne på dagtilbudsområdet, som på skoleområdet, ikke tager højde for det stigende antal børn i mistrivsel”, siger Marianne.
Ydermere ligger der besparelser fra tidligere budgetforlig, der også får konsekvenser i budget 2025.
”De administrative besparelser, fra tidligere års forlig, fortsætter med at underminere området. Uagtet at politikerne ikke mener, der skal ske opgaveglidning, så giver disse besparelser en dårligere understøttelse til området og en opgaveglidning til de decentrale ledere, som i forvejen er overbebyrdet med opgaver, der ikke har med den pædagogfaglige ledelse at gøre”.
Til sidst peger BUPL Århus på det demokratiske problem ved at beslutte et forlig, der efterlader Børn og Unge med en opgave med at skulle finde 50 mio. kr. (over 4 år) uden at sætte navn på, hvor disse skal findes.
”Det giver jo uro på området og presser arbejdsmiljøet, når pædagogerne hører, der skal findes store millionbeløb, men ikke ved hvor de skal findes. Det er et demokratisk problem at vedtage noget, som borgerne ikke kan reagere på, fordi de ikke kender indholdet”, konstaterer Marianne.
”Helt overordnet så er det absurd år efter år at sidde i den her situation, hvor vægtige områder sættes i spil og trues af nedskæringer. Velstanden stiger år for år, og den enkelte har flere penge på lommen til eget forbrug, men vi har, som samfund, ikke råd til og interesse for at styrke børn og unges opvækst i dagtilbud, klubber og skolefritidsordninger – selvom det burde være det allervigtigste”, slutter Marianne indigneret.
For yderligere oplysninger, kontakt forkvinde Marianne Gilbert Nielsen, – mgn@bupl.dk