Læserbrev: Vilde ønsker. BUPL Århus har skrevet til byrådspolitikerne
Pædagogerne og BUPL Århus er optagede af, at børn og unge bliver godt understøttet, via pædagogernes faglige viden, i opvæksten. Det kræver, at der er gode arbejdsvilkår for pædagoger og ledere.
Lyder det som vilde ønsker?
Vi har tiltro til, at de aarhusianske politikere forstår vigtigheden af at prioritere den gode opvækst og de gode arbejdsvilkår. Vi satser på politikere, der vil stå bag ordentlige personalenormeringer, der giver pædagogerne mulighed for at være der for alle børn og unge. Alt andet er kortsigtet. Det handler om børn og unges trivsel og udvikling og her spiller pædagogerne en vigtig rolle – det kán ikke være vigtigere. Det kræver visionær tænkning,
Visionen er, at Aarhus Kommune bliver en kommune med rigtig gode indsatser for alle børn og unge; indsatser der kan tilbydes i rette tid. Det fordrer, at der er pædagoger nok til at tage hånd om det pædagogiske arbejde, og at de har mulighed for at bruge den bachelor og den viden og erfaring, de har. Det fordrer, at der afsættes flere midler til hele børne- og ungeområdet; det fordrer at Aarhus Kommune bliver en attraktiv kommune at arbejde i. En foregangskommune, der kan vise, hvilken betydning det har, at børn og unge er i trivsel, og at pædagoger og ledere kan udfolde deres faglighed og arbejde i et godt miljø.
Det pædagogiske arbejde udføres bedst, hvis pædagogerne og lederne har tid til faglig refleksion og forberedelse af arbejdet. Visionen er, at pædagoger reelt i hverdagen har tid til dette. At det bliver respekteret som en uundværlig del af det pædagogiske arbejde.
Visionen er, at pædagogerne får specialviden og tid at tage sig af de udviklingsmæssige- og trivselsmæssige opgaver omkring alle børn og unge. Fakta er dog, at pædagoger ofte har alt for mange børn og unge omkring sig. Så mange, at de føler sig utilstrækkelige, fordi de ikke kan nå at gøre det, der skal til for at vise vej og sikre børn og unges opvækst.
For det menneske, der ikke får hjælp hurtigt nok, kan problemerne vokse sig alt for store. Der skal være bedre tid til det nære pædagogiske arbejde, og der skal være mulighed for at vise den enkelte videre til de tilbud, der skal stå klar, når det almindelige børne- og ungeområde ikke er tilstrækkeligt.
Visionen og håbet er, at pædagoger vil se mod Aarhus, når de skal finde nyt job. Det vil de, hvis der er et tilstrækkeligt antal pædagoger i vuggestuer, børnehaver, skolefritidsordninger og klubber, og hvis de hører, at arbejdsvilkårene er gode.
Derfor håber pædagogerne og BUPL Århus, at politikerne i Aarhus Byråd tager nogle beslutninger om fremtidens budgetter, der sikrer bedre arbejdsvilkår og bedre mulighed for pædagogisk indsats – der giver gevinst i form af bedre trivsel for børn og unge i Aarhus.
Bragt i Århus Stiftstidende 14. august 2024