Læserbrev: Vi fik stemmeret – nu vil vi også have mere i løn

Forbedringen af pædagogers løn kan ikke alene ske ved overenskomstforhandlingerne i 2024, inden vi kommer dertil, må politikerne på Christiansborg tage skridt til at afskaffe pædagogers lønefterslæb.
I 1910 besluttede man at afholde Kvindernes internationale kampdag primært for at markere at mange tusinde kvinder stod sammen under parolen ”stemmeret til kvinder”. I 1960 fejrede man 50-års jubilæum for kampdagen, og temaet var her kvinders krav om plads i den økonomiske, sociale og kulturelle sfære, altså generelle krav om ligestilling.
I 1951 tog man et kæmpe skridt, da den internationale arbejderorganisation, ILO vedtog at arbejde for ligeløn mellem kvinder og mænd.
Men Folketinget tøvede, helt indtil 1960, med at gøre noget af hensyn til den danske model, hvor spillereglerne på arbejdsmarkedet aftales mellem arbejdsmarkedets parter og netop ikke er lovgivning, besluttet af politikerne.
Der skulle gå yderligere et årti, inden man i 1973 ophørte med at have særskilte takster for mænd og kvinder i overenskomsterne. Og i 1976 blev ligelønsloven vedtaget. Ikke mindst fordi fagbevægelsen op gennem 60’er og 70’erne havde sat ligeløn på dagsordenen.
Undervejs, i 1969, vedtog Folketinget tjenestemandsreformen, hvor man placerede en række fag på en lønskala. Her blev pædagogerne, sammen med andre såkaldte kvinde-dominerede fag, som socialrådgivere, sygeplejersker og jordemødre, placeret i den lave ende. Det har i dag store konsekvenser for pædagogerne og vores løn.
Selvom vi pædagoger, lige som vores gode kolleger i folkeskolen, har en mellemlang videregående uddannelse, får vi ca. 6000 kr. mindre om måneden i løn end lærerne. Det gør vi, fordi lærerne blev placeret højere i løn-hierarkiet i 1969.
Kan vi så ikke bare tage noget løn fra lærerne og give til pædagogerne? Nej, lærerne fortjener så absolut deres løn, men pædagogerne får alt for lidt.
Politikerne er, lige som i 1951 og årene frem, noget tøvende af bekymring for at røre ved den danske model. Men det behøver de slet ikke være.
Den skæve løn og pædagogernes lønefterslæb kan nemlig ikke løses ved overenskomstforhandlingerne alene. Hvis lønuligheden skulle ændres, alene ved overenskomstforhandlingerne, ville det, med de få midler der er, tage over 700 år at skabe ligeløn.
I mange år har forbedringen af pædagogernes løn altså gået på et ben, nemlig via overenskomstforhandlingerne, men det er ikke nok. Forbedringerne af lønnen må gå på to ben; der skal tilføjes en politisk vilje til at gøre noget ved uligelønnen, det andet ben skal altså findes på Christiansborg.
Det var politikerne, der i 1969 vedtog lønindplaceringen af pædagogerne, og det er dem, der 53 år senere, i 2022 må have det politiske mod og viljen til at gøre op med den ulighed.