Læserbrev: Tre spørgsmål, før I flytter klubberne
Af Mette Bjerregaard og Denis Danic på vegne af BUPL Århus´ lederforening
Fem byrådsmedlemmer skrev den 2. september, at tiden er kommet til at diskutere organiseringen og ledelsen af klubområdet i Aarhus. Lad mig kvittere først: det er sjældent, at fritidspædagogikken fylder så meget i en debat om folkeskolen, og pointen om, at børns liv ikke følger vores organisationsdiagrammer, er både rigtig og vigtig.
Men et oplæg om struktur bør kunne svare på tre spørgsmål. Dem vil vi gerne stille tilbage.
1. Hvilke fordele ser I helt konkret?
Byrådet har selv besluttet, at der skal ligge en fritidsklub i hvert skoledistrikt. Nærheden er altså allerede vedtaget. Mange af os deler matrikel med skolen og kender de samme børn.
Og mange klubber har i forvejen et velfungerende samarbejde med deres lokale skole — om overgangen fra SFO til klub, om understøttende aktiviteter og om de børn, vi er fælles bekymrede for. Det er ikke tilfældigt: samarbejdet med den lokale skole er skrevet ind i vores fælles samarbejdsgrundlag. Nogle steder er det tættere end andre, og det er værd at tage fat på — men så handler opgaven om at udbrede en praksis, der allerede findes, ikke om at bygge en ny organisation.
Samarbejdet findes også længere ude. UngiAarhus' mentorordning for unge i 6.-10. klasse er en bydækkende indsats, hvor hvert eneste forløb bygger på tæt samarbejde med den unges egen skole. Gadeplan Børn og Unge arbejder på tværs af hele kommunen, netop fordi unge bevæger sig på tværs af hele kommunen – gennem skoletilbud, venskaber, fritid og sociale medier.
Så spørgsmålet er ikke, om skole og klub skal arbejde tættere sammen. Det gør vi. Spørgsmålet er, hvad vi ikke kan i dag, som en ny ledelsesstreng løser. Hvilke samarbejder er prøvet af og strandet – og strandede de på organisationen eller på manglende tid og fælles mødefora?
Det, der reelt afgør, om vi lykkes sammen om de samme børn, er tid til overleveringen fra SFO til klub, faste mødefora og et fælles sprog. Alt det kan besluttes i morgen, uden en organisationsændring.
2. Hvem skal lede fritidspædagogikken?
Dette er det afgørende spørgsmål, og det står ubesvaret i indlægget.
Forskningen på området peger ret entydigt på, at faglig ledelse tæt på praksis har betydning for den pædagogiske kvalitet. Medarbejdere lytter til pædagogfaglige ledere, der kender den konkrete praksis og ved præcis, hvad der er på spil, når vi taler om kvalitet. Og ledelsesspændvidden betyder noget: bliver spændet for stort, kan lederen ikke nå ud til den enkelte medarbejder.
Klubben har aftenåbent, weekendarrangementer, ferieaktiviteter, mange deltidsansatte og ungarbejdere. Nærværende ledelse hos os betyder at være til stede, når huset er fyldt klokken 19 – ikke klokken 13. Hvis klubben lægges ind under en skoleledelse, hvis kerneopgave er undervisning, og hvis spændvidde i forvejen er stor: hvem sætter så den fritidspædagogiske retning? Og hvem har fritidspædagogikken som kernefaglighed frem for som tillæg til den egentlige opgave?
Her er det værd at huske, at UngiAarhus ikke er organiseret under folkeskoleloven. Det er ikke en teknikalitet. Det er selve grunden til, at vi kan arbejde fleksibelt og bydækkende.
3. Handler det i virkeligheden om budgettet?
Hvis en del af motivationen er at samle ledelsen for at lukke et hul i budgettet, så sig det højt. At prioritere i en presset kommunal økonomi er en legitim politisk opgave. Men så skal I som politikere stå på mål for beslutningen og være ærlige om, at det er en spareløsning, der efterlader børn og unge med et ringere tilbud end det nuværende. En besparelse må gerne kaldes en besparelse. Den skal bare ikke sælges som en pædagogisk forbedring.
Det, I risikerer at rode ved
At vi ikke er skole, er ikke en mangel ved klubberne. Det er metoden. UngiAarhus driver alternative læringsarenaer for unge i 7.-9. klasse, der ikke trives i den almindelige skolegang – og de forløb virker, fordi den unge oplever dem som noget andet end skolen.
Det samme sker i klubben hver eftermiddag: barnet, der er "ham den urolige" fra klokken 8 til 14, kan klokken 17 være ham, der laver mad til fyrre mennesker. Det nye blik forudsætter, at der findes et andet rum, med en anden faglighed og en fortælling, der ikke automatisk følger med fra klasselokalet. Meget af det, unge betror pædagogerne, bliver kun sagt, fordi de ved, at der ikke gives dem en karakter eller at de skal bedømmes.
Samtidig er vi midt i noget, der virker. Fra begyndelsen af 2026 arbejder hele UngiAarhus med "Fritid for alle" med det mål, at alle børn og unge oplever sig som en værdifuld del af fællesskabet. Ved en opsplitning på skoledistrikter skulle den faglige udvikling løftes forfra i hvert distrikt for sig. Og omorganiseringer koster erfaringsmæssigt år med uro i et fag, hvis kernevare er stabile relationer over tid.
Diskuter endelig organiseringen. Men svar først på de tre spørgsmål. Og spørg de unge – de kan godt fortælle, hvor de går hen, når de har brug for en voksen.”
Bragt i Stiften 10. september 2026.