Læserbrev: Pædagogisk tilsyn i dagtilbud
Af Mette Bjerregaard, ledertillidsrepræsentant BUPL Århus
Som ledertillidsrepræsentant for pædagogfaglige ledere på 0-18 års-området hører jeg løbende fra ledere i dagtilbud om deres erfaringer med tilsynet.
Og lad mig slå én ting fast fra begyndelsen: Der er ikke modstand mod tilsyn som sådan. Tilsyn er en vigtig og legitim del af det pædagogiske arbejde. De fleste ledere viser gerne deres praksis frem – med stolthed. Kritikken retter sig ikke mod, at der føres tilsyn, men mod, hvordan det gøres.
I Aarhus Kommune er der valgt en metode baseret på ECERS og ITERS. Her oplever mange pædagogiske ledere et tydeligt mismatch med dansk pædagogik og daginstitutionskultur. Metoden har et stærkt fokus på individet, mens den danske tradition i langt højere grad bygger på fællesskabet. Det er ikke en uvæsentlig forskel – det påvirker helt grundlæggende det barnesyn, som tilsynet hviler på. Jeg hører også, at det kolliderer med vejledning givet fra PPR (pædagogiskpsykologisk rådgivning, red.).
Samtidig peger flere på konkrete uoverensstemmelser mellem ECERS/ITERS og andre gældende vurderinger. Eksempelvis i forhold til legepladssikkerhed, hvor tilsyn oplever noget andet end de årlige sikkerhedstjek fra eksterne leverandører. Se blot sagen fra Børnely.
Et andet konkret eksempel er fuglerede-gynger. De er fuldt lovlige på danske legepladser, men ifølge ECERS/ITERS skal de enten overvåges konstant af en voksen eller afspærres. Resultatet? Nogle steder fjerner man gyngerne – ikke af pædagogiske grunde, men fordi ressourcerne ikke rækker til konstant bemanding. Det kalder på eftertanke.
Derudover undrer flere sig over brugen af straks-påbud i tilsynet. Straks-påbud har traditionelt været forbeholdt situationer med akut fare – hvor liv og sikkerhed er i risiko. Når de nu optræder i det pædagogiske tilsyn, skaber det usikkerhed om både niveau og formål.
Men det stopper ikke her. Lederne peger også på en række afledte konsekvenser:
- Den psykologiske tryghed udfordres i nogle lederteams, når ledere fører tilsyn hos hinanden.
- Presset opleves massivt – for både ledere og medarbejdere – før, under og efter tilsynet.
- Opgaven med at samle medarbejdere op efterfølgende kan tage fokus fra det egentlige formål nemlig at udvikle den pædagogiske kvalitet.
- Tidspresset i tilsynsopgaven – tilsynet er en opgave, der er kommet til, og ingen andre opgaver er reduceret (de pædagogiske ledere er presset af drift og administrative opgaver generelt).
- Der rejses spørgsmål om de økonomiske konsekvenser, når pædagogiske ledere selv udfører en del af tilsynet.
- Den faglige dømmekraft og ledelsesrummet opleves indsnævret. Alle ønsker et godt tilsyn – resultatet er tilgængeligt på hjemmesiden to år frem, så praksis tilpasses, hvilket ensretter, og flere siger, det skaber praksis for "Teaching to the test".
- Metoden opleves som fejlfindende – i kontrast til det ressourcesyn, der ellers præger politikker og indsatser på området.
- Og endelig stiller flere af de pædagogiske ledere spørgsmål ved om tre timers observation foretaget i det tidsrum på dagen, hvor bemanding er bedst, overhovedet kan danne et retvisende grundlag for at vurdere kvaliteten i en kompleks pædagogisk praksis?
Der er brug for en reel drøftelse af, om den valgte metode understøtter den pædagogik og det børnesyn, vi ønsker i Aarhus Kommune. Tilsyn skal bidrage til kvalitet. Men hvis metoden skaber mistillid, pres og uhensigtsmæssige prioriteringer, er det et signal om, at vi skal turde justere kursen.
Citat fra en pædagogisk leder: Der er i Aarhus Kommune med tilsynet opstået en kontrolkultur, der underminerer den faglige kvalitet, det psykiske arbejdsmiljø og i sidste ende trivslen hos både børn og voksne. Det, der udadtil kommunikeres som læring og udvikling, opleves indefra som fejlfinding og mistillid.
Bragt i Stiften 8. juli 2026.