Læserbrev: Hvornår er det ikke godt nok? … for politikerne
Af Lars Vad la Cour, fællestillidsrepræsentant for UngiAarhus
Der er ikke tid og pædagoger nok til at gøre det, vi pædagoger ved der skal til for understøtte børn og unge og deres fællesskab med at tage sunde og gode beslutninger. Alt for ofte kommer pædagoger og lærere hjem fra arbejde med en følelse af utilstrækkelighed, fordi man godt ved, hvad der skulle til i dag for at lykkes, men der var ikke tilstrækkelig tid og resurser til at løse opgaven bedst muligt med faglig viden. Sådan er det også for mange andre brancher, men når man har med mennesker at gøre, har det store konsekvenser.
Det har alt for længe været “ikke godt nok”, det arbejde man udfører som fagligt uddannet pædagog.
“Hej Frida, hvordan har du det?”.
“Jeg er sur og har det virkelig dårligt”.
“Skal vi tage en snak”?
“Nej, det hjælper alligevel ikke noget. Det har vi jo gjort før, og der kom ikke noget ud af det”.
Og hun løber væk, hen over skolegården. Jeg har en gruppe unger, der står og venter på mig - og ingen kolleger, der kan tage over.
Jeg ville så gerne have tid til at sætte mig ned og tage en snak med hende, så hun kan få vendt det hele og snakket om, hvad vi så gøre med det der bøvler.
Denne utilstrækkelighed fortsætter dagen efter og dagen efter og … Det er uholdbart ift. både pædagogen, læreren og børnene. Det stjæler energien, presser håbet og giver fremtiden trange kår.
Så det springende punkt er, “hvornår er det ikke godt nok? … for politikerne. Hvad er deres vision med børn og unge? Og dem der arbejder med dem dagligt? Får politikerne det, de tror de gør?
Jeg kunne godt ønske flere politikere, der har en vision …, som de følger op med reel handling. Med tilstrækkelige resurser. Med et perspektiv om, at det lykkes og at andre ikke laver det om, fordi en ny partifarve har magten til at lave det om. Men jeg er ked at sige det: Jeg kender kun enkelte politikere, der tør gøre det og måske stille sig udenfor det “politiske fællesskab” og gøre noget anderledes: at tildele området det, der er behov for, så det fagligt og menneskeligt er forsvarligt.
Bragt i Stiften, 16. september 2024