Læserbrev: Fritidspædagogik er ikke en luksus
  
        
    Af Jeanett Thybo Sørensen, faglig sekretær, BUPL Århus
Kan vi ikke blive enige om én ting?
Samfundet har først virkelig vundet, den dag ingen børn mistrives.
    Den 13. oktober medvirkede Jesper og Louise, et forældrepar, som har oplevet slagsiden af familielivet, når ens barn ikke trives- i en artikel i Stiften. Oveni utallige bekymringer og knuste forældrehjerter, kæmpede de den kamp, som i Århus Kommune hører sig med, når ens barn har brug for en ramme og pædagogik, der falder udenfor hverdagens muligheder. En kamp, som ingen ønsker, eller i disse situationer har overskud til. Alt overskud burde i stedet bruges på børnenes behov for omsorg og stabilitet – ikke på kamp om forståelse og hjælp.
Det er veldokumenteret i forskning at SFO´er og klubber er vigtige medspillere til at højne børn og unges trivsel. I fritidstilbuddene har pædagogerne mulighed for at skabe alsidige fællesskaber, som inkluderer og skaber samhørighed – en følelse, der i et veletableret tilbud kan være med til at udvikle børn og unges livsglæde samt personlige dannelse.
Vi var mange, der havde sat vores lid til, at politikerne i Aarhus Byråd var med på at børn og unges fritidsliv spiller en betydelig rolle for trivslen. Men da budgettet for 2026 landede, ramte det som en knytnæve i maven på kommunens fritidspædagoger. Politikerne havde ikke investeret en krone i området – tværtimod så skulle der igen spares 0,375 % til det årlige fællesbidrag. Pædagogerne ved om nogen, hvad denne mangel på prioritering har af betydning for børn og unge.
Som et lille glimt i mørket glædede det mig derfor også at læse i førnævnte artikel, at rådmanden ikke helt har glemt, hvad jeg håber, er en grundsten i hans politiske holdning. 
..vi skal investere endnu mere i alt det, vi allerede har gang i. Vi arbejder med at skabe bredere børnefællesskaber på tværs af vores tilbud, hvor flere børn kan være en del af de almene fællesskaber, og færre har behov for specialtilbud. Vi skal have dagtilbud for alle, skole for alle og fritidstilbud, hvor børn og unge kan blive en del af anderledes og sunde fællesskaber uden for skoletiden. Fordi det har betydning for deres trivsel og udvikling. Det er det lange træk, det forebyggende arbejde, og det skal vi fortsætte med og investere endnu mere i (Stiften, 13. okt. 25)
Nu mangler vi blot at se handling i næste års budgetforlig. For ingen børn og unge får bedre vilkår af besparelser og tomme løfter. 
bragt i Stiften 24. oktober 2025.